Skadesproblemer vokser hos PSG før Champions League-opgør
Italienske Marco Verratti slutter sig til Kylian Mbappé på Paris Saint-Germains skadelisten forud for Champions League-opgøret mod Atalanta. Begge er yderst tvivlsomme.
Skader begynder at hobe sig op hos de franske mestre. Onsdag skrev Paris Saint-Germain på sin hjemmeside, at den italienske midtbanespiller Marco Verratti havde sluttet sig til Kylian Mbappé og Layvin Kurzawa i behandlerrummet.
Det er en skade i lægmusklen, som sætter Marco Verratti udenfor, og træner Thomas Tuchel er bekymret for midtbanespilleren.
- Vi er bekymret, fordi han fik sig et slemt slag. Det er en seriøs skade. Nu må vi vente og se. Jeg kender ikke diagnosen, og jeg bliver nødt til at snakke med lægen. Men vi er bekymret udtaler Thomas Tuchel til PSGs hjemmeside.
12. august møder Paris Saint-Germain italienske Atalanta i Champions League-kvartfinalen, og ifølge den tyske træner skal der et mindre mirakel til, for at de to vigtige brikker i PSGs startopstilling kan blive klar til kampen i næste uge.
Kylian Mbappé sidder ude med en forstuvet ankel.