Med pistolen for tindingen
Indkast.dk bringer her et ekskluvist uddrag af Søren Larsens bog ”Kampen – et liv i fodboldens tjeneste”.
I disse dage begynder en gammel flamme at blusse op igen. Det er Eintracht Frankfurt, der har fulgt den gode periode, som jeg har, og de er ret seriøse i deres henvendelse til Ivan. De spørger til, hvordan de eventuelt kan få mig fri af min kontrakt med Toulouse. Her har vi fået ind i lejekontrakten, at en anden klub kan overtage mig og skrive kontrakt med mig mod en betaling til Duisburg på 250.000 euro. Henvendelsen er en stor tilfredsstillelse for mig, for én af ambitionerne med lejemålet er, at jeg igen kan gøre mig attraktiv i forhold til en klub, der passer godt til mig og min spillestil – og så lige Frankfurt. Det kan ikke passe bedre.
Det bliver imidlertid ikke til noget. For allerede om mandagen får vi en ny træner, der skal gøre livet lidt mere besværligt for mig. Klubben har fundet kroatiske Milan Šašić. Šašić har tidligere trænet netop Koblenz og har senest haft et kort ophold i Kaiserslautern, hvor han ikke blev den store succes.
Jeg har aldrig talt med manden før, ja, jeg har aldrig mødt ham, da han som det første kalder mig til samtale på sit kontor. Det bliver den mest bizarre samtale, jeg nogensinde har haft i min karriere.
Jeg hinker op på kontoret, for jeg kan ikke længere gå normalt på grund af de belastninger, jeg har udsat bruddet for. Foden er desuden blå og hævet til det ukendelige. Faktisk ligner det en tå, der er ved at falde af. Jeg kan ikke have sko på og går i klipklapper, som jeg har været nødt til at klippe til.
Šašić har været nede i Koblenz og se kampen og har dermed været vidne til min gode kamp på sprøjten. Han sidder inde på sit kontor, da jeg kommer hinkende. Her kan jeg allerede ved første øjekast se, at han alene i sin fremtoning udstråler, at han er en mand af den gamle, autoritære skole. Han lægger imidlertid lidt blødt ud:
– Hvordan ser det ud med den tå? indleder han.
– Den er brækket, siger jeg og fortsætter: – Rigtig meget endda, og som du kan se, kan jeg ikke engang gå.
Šašić sidder og tænker et kort sekund med blikket nede i bordet, inden han kigger resolut op på mig.
– Du skal spille på søndag, siger han kort og kontant.
– Det kan jeg ikke, træner. Det kan jeg ikke, siger jeg stille og roligt, men også ærgerligt, for der er jo ikke noget, jeg hellere ville.
– Jeg har jo brækket tåen, gentager jeg høfligt og viser ham min fod.
– Se selv. Jeg kan jo ikke engang have sko på, og jeg er ikke i nærheden af at kunne få min fodboldstøvle på.
Han kigger på min fod og ser ikke synderlig berørt ud.
– Du skal tage en sprøjte! melder han så ud. Kan du så ikke spille?
– Altså ... begynder jeg. Man kan spille på en sprøjte med et brækket ben, så selvfølgelig kan jeg det – og så alligevel ikke. For det bliver den anden kamp, jeg må spille med en brækket tå, og så er det, det begynder at blive kriminelt. Plus at jeg ikke træner med hele ugen, tilføjer jeg.
– Det kan jeg jo ikke. Jeg kan ikke engang løbetræne. Jeg kan lige akkurat cykle, men så heller ikke mere.
Šašić holder stadig på sit.
– Du skal spille, siger han stædigt.
– Træner. Jeg skal ikke spille, gentager jeg.
Jeg bliver nødt til at passe på mig selv og sige fra, så skaden ikke udvikler sig slemt på grund af yderligere belastning. Derfor er jeg nødt til at stå fast. Desuden er der landsholdssamling om 14 dage, og på det her tidspunkt tror jeg faktisk lidt naivt, at jeg nok kan blive klar til den. Det er endda Ahlen, et suverænt bundhold, som er modstanderen, så holdet burde kunne klare sig uden mig. Det ser imidlertid ikke ud til at påvirke Šašić, der udmærket kender min mission med opholdet i Duisburg.
– Prøv og hør, Søren. Du skal spille. Det er en svær tid for klubben, og kampen i weekenden er vigtig. Bagefter kan du få lov til at hvile dig – og så kan du tage til landsholdet.
– Altså træner, prøver jeg igen.
– Hvis jeg spiller i weekenden, kan jeg overhovedet ikke tage til landsholdstræning en uge efter. Det er helt urealistisk. Jeg kan ikke spille. Slut. Jeg skal have pause, prøver jeg at slå fast, nu i en mere stram tone.
– Jeg har bestemt, at du skal spille, Søren, siger han.
Jeg kan godt mærke, at samtalen bliver mere og mere ubehagelig, og at jeg bliver mere og mere presset, men jeg står fast og gentager endnu stædigere:
– Jamen, træner, hør nu. Jeg kan ikke spille, det nytter ikke noget. Jeg har brækket tåen.
– Du får en sprøjte. Det bestemmer jeg. Færdig! afbryder han.
– Det gør jeg ikke, siger jeg igen for jeg ved ikke hvilken gang.
Det er første gang i min karriere, jeg for alvor går imod lederne og siger fra. Det er også vigtigt for mig, så jeg kan holde skaderne fra døren og blive klar til landsholdet og VM. Det ved Šašić som nævnt godt. Så han trækker det ultimative kort.
– Godt, sukker han.
– Så er du ikke velkommen her mere, for hvis ikke du er villig til at ofre dig for klubben, for holdet og for træneren, så har du ikke den rette indstilling, og så kan jeg ikke bruge dig mere.
Jeg begynder at tænke rigtig hurtigt. For hvis jeg er færdig her i klubben i oktober måned, så kommer jeg ikke med til VM, idet jeg så skal gå rundt uden for holdet indtil sommer. Jeg prøver en sidste gang.
– Træner, hør nu lige her. Det vil i så fald være den anden kamp, jeg spiller. Doktoren fraråder mig det på det kraftigste, og vi kan risikere, at tåen ikke vil hele, og så skal jeg opereres.Det tager otte uger, før jeg kan blive klar, hvis jeg spiller på den sprøjte.
– Du får al den pause, du skal have derefter, og du kan tage med landsholdet. Men du skal spille i weekenden, gentager han.
– Jamen jeg kan jo ikke træne!
– Du cykler, siger han. – Det er fint.
– Fint, siger jeg. – Så spiller jeg. Men så vil jeg ikke høre noget pis bagefter. Så skal jeg have ro.
– Det er en aftale, siger han.
– Du er et mandfolk, og det er flot at se, at en spiller som dig ofrer sig for klubben. Det er dejligt. Det er altså den første samtale, jeg har med manden, som er min nye træner.
Jeg går derfra med en bitter smag i munden. Manden har lige givet mig en verbal pistol for tindingen og udnyttet min sårbarhed i forhold til landsholdet på det groveste. Det gør mig tosset, at jeg bliver nødt til at give mig, men jeg har intet valg. Hvis jeg kommer væk fra holdet i så lang en periode, så er det hele forgæves. Så jeg må bide smerten i mig. Jeg må dog erkende, at mine følelser for manden også den dag i dag kan ligge på et meget lille sted. At han så stiller sig op og opfører et teaterstykke foran resten af truppen, er endnu mere klamt. Han står nemlig i omklædningsrummet og hylder mig:
– Her har vi en mand af største kaliber, et forbillede for alle de unge, som er villig til at ofre sig for holdet.
Han glemmer selvfølgelig at nævne, at han lige har siddet, nærmest mafiabossagtigt, og tvunget mig til at lege kispus med mit helbred. Jeg er ved at brække mig over ham. Og hvad sker der? Jo, jeg spiller. Under opvarmningen gør det ondt trods en ordentlig sprøjte. Normalt begynder man at skudtræne lidt til sidst, men jeg går ind til doktoren og beder om mere bedøvelse. Han tror ikke, det vil hjælpe, men han giver mig alligevel et ordentligt skud til. Der er så meget væske i min fod, at huden buler kraftigt ud, og min tå ligner noget, der er løgn.
Jeg kommer i gang med kampen med en stadig smertende tå. Smerten er ikke uudholdelig, men det gør ondt. Da vi går til pause, er vi foran, og Šašić spørger ud i omklædningsrummet, om alle er okay. Vi får øjenkontakt, og jeg ryster på hovedet og siger, at det ikke er godt, men han snakker videre, og derefter går vi ud på banen igen.
Efter en time bliver jeg imidlertid ramt af et andet uheld. Jeg får en kæmpe fibersprængning i baglåret, som ganske givet kommer, fordi jeg ikke har trænet i ti dage op til kampen og holdt mig i gang – og så er det slut. Jeg bliver klappet af banen med et ‘gute Besserung' fra træneren.
Hjemme i huset i Kaiserswehrt sidder jeg med en fibersprængning og en kæmpe lilletå. Den er deform, fuldstændig ødelagt og gør fandens ondt.