Europa: Champions League
FT
1 - 1
(1 - 1)
FC København
Dortmund
H. Haraldsson (41)
T. Hazard (23)
Daniel Fisker

Optakt: FC København - Borussia Dortmund

FC København skal forsøge at undgå en kedelig plads i historiebøgerne, mens Borussia Dortmund – eller rettere Jude Bellingham – skal forsøge at sikre sig en plads i historiebøgerne.
Kommentar:

FC København er sikre på en bundplacering i Gruppe G, og til denne bundplacering hører et par kedelige statistikker. FCK er en af fire klubber, som endnu har den første gruppespilssejr til gode, mens københavnerne er de eneste, som ikke har scoret et eneste mål i denne sæsons Champions League-gruppespil.

Det er dog uden tvivl i Parken, at FCK har været stærkest. ”Løverne” har således spillet 0-0 mod både Manchester City og Sevilla. FCK har endda skrevet Champions League-historie som det eneste hold, der har spillet 0-0 fire gange i træk – hvis man tæller de to målløse kampe fra 2016/17-sæsonen med.

Selvom FCK har leveret gode præstationer på hjemmebane, så er det blevet til tre nederlag på udebane, hvilket resulterede i, at københavnernes europæiske skæbne blev forseglet i sidste uge, hvor Sevilla besejrede ”Løverne” 3-0, hvorfor det sydspanske mandskab nu er garanteret tredjepladsen i Gruppe G.

FCK kom tilbage fra den europæiske nedtur ved i weekenden at besejre Randers FC 2-0 i Superligaen, og der kan ikke herske tvivl om, at ”Løverne” vil forsøge at pynte på regnskabet, når Borussia Dortmund kommer på besøg onsdag aften. Dermed kan københavnerne også undgå at skrive sig ind i historiebøgerne som det fjerde hold i Champions League-historien, der ikke har scoret et eneste mål i gruppespillet.

De tyske gæster har til gengæld heller ikke noget at spille for, hvad placeringerne i Gruppe G angår. ”Die Borussen” sikrede sig således andenpladsen i gruppen ved at spille 0-0 mod Manchester City på Signal Iduna Park.

Borussia Dortmund-mandskabet rejser til København med en 2-1-sejr over Eintracht Frankfurt i bagagen. Frankfurt præsterede ganske vist 20 skudforsøg i løbet af lørdagens Bundesliga-opgør, men Julian Brandt og Jude Bellingham sikrede Borussia Dortmund, som har fire point op til Union Berlin på førstepladsen, alle tre point i Frankfurt.

Lørdagens målskytte, Bellingham, har også været målfarlig i Champions League-gruppespillet, hvor den 19-årige englænder står noteret for fire mål i fem kampe. Bellingham kan endda blive den tredje teenager i Champions League-historien, som scorer i samtlige udebanekampe i Champions League-gruppespillet – efter Kylian Mbappé i 2017/18 og Erling Haaland i 2019/20.

I det omvendte opgør i Dortmund sikrede værterne sig en 3-0-sejr over FCK.

Karantæner og skader:

Davit Khocholava så rødt i sidste uges kamp mod Sevilla, hvorfor han er i skammekrogen, når Borussia Dortmund besøger Parken. Derudover er Akinkunmi Amoo og Zeca begge langtidsskadede, mens Nicolai Boilesen døjer med et knæproblem og forventes ude indtil december.

Borussia Dortmund må undvære klublegenden Marco Reus, højrebacken Thomas Meunier og den alsidige venstreback Raphael Guerreiro, mens Sebastian Haller, som efter sigende har påbegyndt sin genoptræning i sin gamle klub Ajax, fortsat er ukampdygtig grundet en operation for en tumor.

Midtbanespilleren Mahmoud Dahoud døjer med et skulderproblem og er derfor tvivlsom.

Bud på kampens profil:

Selvom hverken FCK eller Borussia Dortmund har noget at spille for i Gruppe G, er det svært at komme udenom Jude Bellingham, når man skal forsøge at udpege kampens profil. Den unge midtbanegeneral kan som sagt gøre sig fortjent til en plads i historiebøgerne, hvis han gentager succesen fra det omvendte opgør og igen kommer på måltavlen mod ”Løverne”.

Bud på kampens resultat:

Borussia Dortmund-mandskabet, som har holdt buret rent i tre ud af de seneste fire kampe, rejser uden tvivl til København som favoritter. Herfra bliver buddet dog, at FCK trods alt får pyntet på målregnskabet – uden dog at få point på kontoen:

FC København – Borussia Dortmund: 0-2

Kampen sparkes i gang onsdag aften klokken 21:00 og kan ses på TV3+ og Viaplay.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER