Landsholdet blandt de ti bedste i verden
Det danske landshold ridder i øjeblikket på en bølge af gode resultater, og nu er den flotte stime blevet belønnet med en plads i top-10 på FIFA’s verdensrangliste.
Magien og euforien omkring det danske landshold er opstået på ny og med god grund. Først leverede Kasper Hjulmands tropper en sand mandfolkeindsats ved sommerens EM-slutrunde, hvor hele Danmark lod sig rive med og fulgte landsholdet i tykt og tyndt.
I VM-kvalifikationen buldrer Danmark også videre med maksimumpoint efter de første seks kampe og en imponerende målscore på 22-0. Men her stopper festen langt fra for det danske landshold, for nu er de gode resultater blevet belønnet med en plads i top-10 på verdensranglisten for nationer, som FIFA mandag har offentliggjort.
Dermed rykker Danmark en plads op på den prestigefyldte rangliste, hvor de blandt andet er foran stærke nationer som Holland, Tyskland og Uruguay.
Ranglisten toppes fortsat af Belgien, mens Brasilien er på andenpladsen og med England som nummer tre. Værd at bemærke er det også, at EM-triumfatorerne fra Italien blot er placeret på en femteplads, men det er der en god forklaring på.
Ranglisten er nemlig blevet opgjort på baggrund af de tre seneste kampe i VM-kvalifikationen, og her måtte italienerne nøjes med to uafgjorte resultater mod henholdsvis Bulgarien og Schweiz, mens holdet uden problemer slog Litauen.
Allerede i oktober kan Danmark sikre sig VM-deltagelsen. Det kræver blot, at holdet slår Østrig og Moldova, som er de næste to modstandere i kvalifikationen. VM afvikles i Qatar i 2022.