FCM dominerer rivalerne: Her slår de FCK og Brøndby tilsammen
Det er helt sikkert ikke 100 procent korrekte tal, men lad os tage det som en god rettesnor for, hvem der har de mest værdifulde spillere i Superligaen, når Transfermarkt laver deres vurderinger af spillere på tværs af fodboldens verden.
Som så meget andet er det ofte øjebliksbilleder, når man kigger på noget i den branche. Lad os tage Superliga-stillingen. AGF er overraskende nummer 1 – men er de det også, når de har mødt FC Midtjylland i næste runde?
FCM har nemlig muligheden for at overhale aarhusianerne, og de har også spillet noget fodbold på det sidste, hvor den småhånende melding om, at de kun scorer på dødbolde, er forstummet. Mange af tv-eksperterne er nu også enige om, at det er dem, der er det bedste hold.
Det samme peger Transfermarkts værdisætninger også på. Når man ser på deres top 20 over de mest værdifulde spillere i Superligaen, er der ikke mindre end ni fra FCM med. Ni!
Hvis man sammenligner det med FC København, så er de på seks spillere, og dermed et godt billede på, at de mangler noget. Måske noget med mere fremtid i.
Ikke bare heldige
Når FC Midtjylland står med næsten halvdelen af listen, er det ikke held. Det er system. De har fundet ud af, hvordan de finder de største juveler i markeder, som andre danske klubber har det svært i. Man må tage hatten af. Nu mangler resultaterne på banen med flere mesterskaber i træk og Champions League, og til den tid må man også klappe.
Blandt de seks øverste på listen finder man de første fire FCM-spillere i form af Franculino, som topper listen, efterfulgt af Philip Billing, Dario Osorio og Ousmane Diao. Dertil er der to FCK'ere blandt de seks øverste.
Med Transfermarkts vurderinger – som er en cocktail af alder, kontraktlængde, præstationer og, endelig, hvad man regner med, at nogle af de helt tunge klubber vil betale for en spiller – kan man godt være sikker på, at rækkefølgen af spillerne er nogenlunde korrekt.
Førnævnte Franculino rammer lige i underkanten af 100 millioner kroner, som er et godt eksempel på, hvordan de givetvis kan ramme forkert i værdisætningen. FC Midtjylland regner angiveligt med, at de kan få mere end det dobbelte for ham, når han en dag skal skydes af.
Senest var det Bayern München, der fik et nej, da de spurgte i slutningen af sommerens transfervindue.
Efter et par kampe uden mål er han i omdrejninger igen, og han er nu på 12 mål indtil videre i Superligaen. Dertil har han scoret tre mål i Europa League-sammenhæng i denne sæson.
Gang i noget stort
Dernæst kommer Philip Billing på listen, som FCK-fans på sociale medier ved præsentationen slog fast, at de ikke ville have sådan en spiller. Han har domineret lige siden, og han står til at være omkring 75 millioner kroner værd. Det samme er Youssoufa Moukoko, men hos ham er den faldet fra det tredobbelte for tre år siden.
Samlet giver FC Midtjyllands spillere i top 20 en værdi på 430 millioner kroner, hvilket er mere end, hvad både FC København (325 mio.) og Brøndby (ca. 100 mio.) står for tilsammen. De har gang i noget stort ude på heden!
De er lige kommet ud med et underskud, som var helt kalkuleret med et minus på 40 millioner kroner. Men sådan noget sker ikke i en Anders Holch-virksomhed uden, at der er en mening med det. Det er en investering i fremtiden.
Ved pressemødet i forbindelse med Billings ankomst til klubben blev der også peget på, at dette var den første af sin slags i FCM, og at man kunne forvente sig mere af det. Senest har flirten mellem Rasmus Nissen Kristensen og FCM fundet indpas igen.
Hele top 20 kan ses nedenfor med danske kroner som prisen på spilleren:
1. Franculino, FC Midtjylland – 96,9 mio.
2. Philip Billing, FC Midtjylland – 74,6 mio.
3. Youssoufa Moukoko, FC København – 74,6 mio.
4. Dominik Kotarski, FC København – 67,1 mio.
5. Darío Osorio, FC Midtjylland – 59,7 mio.
6. Ousmane Diao, FC Midtjylland – 55,9 mio.
7. Rodrigo Huescas, FC København – 44,8 mio.
8. Gabriel Pereira, FC København – 44,8 mio.
9. Alexander Lind, FC Nordsjælland – 41,0 mio.
10. Mads Bech Sørensen, FC Midtjylland – 37,3 mio.
11. Noah Nartey, Brøndby IF – 37,3 mio.
12. Nicolai Vallys, Brøndby IF – 37,3 mio.
13. Mohamed Elyounoussi, FC København – 37,3 mio.
14. Martin Erlić, FC Midtjylland – 29,8 mio.
15. Magnus Mattsson, FC København – 29,8 mio.
16. Kevin Mbabu, FC Midtjylland – 26,1 mio.
17. Gue-sung Cho, FC Midtjylland – 26,1 mio.
18. Denil Castillo, FC Midtjylland – 26,1 mio.
19. Mats Köhlert, Brøndby IF – 26,1 mio.
20. Elias Achouri, FC København – 26,1 mio.
Man forstår Neestrup
Hos FC København skal de have ros for at have fundet spillere som Huescas, der er skadet, samt Kotarski, som på deres bedste er tydeligt klar til at spille i en væsentligt bedre liga end den danske Superliga.
Seks spillere i top 20 er da heller ikke skidt. Bestemt ikke. Men det er et godt billede, når der står 9-6 til FCM her. Og man forstår godt, når cheftræner Jacob Neestrup skriger efter forstærkninger til især angrebet.
I Brøndby kan man se tre solide spillere i top 20. Den øverste er Nartey, som har kontraktudløb i sommeren 2027, mens Nicolai Vallys kommer lige efter. Endelig sniger Köhlert sig med på listen. Men de er langt fra, ingen er i nærheden af 50 millioner kroners prisskiltet. Man kan sige, at mens Brøndby har sig en flot have, har FCM sig en plantage.