Brighton-anfører kritiserer dommerne i PL
Brighton-anfører Lewis Dunk langer ud efter dommerne i Premier League, efter holdets nederlag på 0-1 til West Bromwich lørdag, hvor dommer Lee Mason stjal fokus.
En spøjs situation opstod i lørdagens kamp i Premier League mellem West Bromwich og Brighton. Her fik sidstnævnte annulleret et mål efter en situation, hvor Lewis Dunk og resten af Brighton-spillerne troede, at dommer Lee Mason havde fløjtet og givet tilladelse til, at Dunk kunne tage sig af et frispark.
Målet fik som bekendt ikke lov at stå, og derfor er Lewis Dunk nu ude med riven efter dommerne i Premier League, da Brighton-anføreren mener, at dommerne gemmer sig for meget og ikke tør udtale sig om afgørende situationer.
- Det er pinligt, og det var en frygtelig beslutning. Jeg sagde til dommeren, ’kan jeg tage det. Han fløjtede, og jeg tog det. Jeg tror ikke, han ved, hvad han havde gang i. Han gav os målet, hvorfor gav han os så målet? Jeg ved ikke, hvorfor VAR blev involveret i målet. Han sagde mål. Du kan se det på video, hvis du vil, siger Lewis Dunk til Sky Sports, inden han kommer med en decideret kritik af dommerne i Premier League.
- Bare fordi der var så meget pres ude fra bænken. Hvorfor kommer han så ikke til mig og taler til pressen, som han taler til mig? Aldrig! De (dommerne, red) gemmer sig bag deres egen boble, siger Brighton-anføreren.
Brighton måtte altså tage fra kampen mod West Bromwich med nul point i bagagen. Dog hører det med til historien, at holdet undervejs i kampen brændte hele to straffespark, og når man misser så gyldne muligheder i løbet af en fodboldkamp, så bliver det svært at vinde.