Tidligere Barca-spiller: Koeman gav mig absolut intet
Den offensive spanier har ikke meget godt at sige om den nye træner for Barcelona.
Ronald Koeman blev i går udnævnt som Barcelonas nye førsteholdstræner, hvor der foran ham ligger et enormt genopbygningsprojekt - den tidligere Barcelona-spiller og nuværende profil for Watford, Gerard Deulofeu, er dog ikke imponeret over den hollandske træner.
Den spanske kantspiller tilbragte en del af 2016/17-sæsonen i Everton, hvor Koeman sad i manager-sædet - det var ikke den mest berigende tid for spanieren:
- Det er ikke meget, jeg kan fortælle om ham fra min personlige oplevelse. Koeman gav mig absolut intet - jeg var ikke glad, anmodede om et skifte og kom til AC Milan, sagde Deulofeu til Cataluna Radio ifølge Marca.
- Barcelonas nuværende situation bekymrer mig ikke - helt oprigtigt, så er jeg ligeglad lige nu, afsluttede den 26-årige spanier.
Deulofeu har 23 kampe for Barcelona på sit CV, hvor han sammenlagt scorede to mål og lavede to assists.