Avis: Real Madrid har allerede betalt for Mbappé
Den spanske avis El Chiringuito løfter sløret for, at Real Madrid allerede har betalt en del af en fremtidig transfersum.
Rygterne har længe sendt Kylian Mbappé til Real Madrid, hvor den unge franskmand efter sigende står suverænt højest på Zinedine Zidanes ønskeliste. Nu kunne noget tyde på, at der allerede er en aftale på plads mellem den spanske hovedstadsklub og Paris Saint-Germain. I hvert fald rapporterer den spanske avis El Chiringuito, at en del af en fremtidig transfersum allerede er betalt.
El Chiringuito rapporterer, at den forudgående betaling drejer sig om, at Real Madrid på nuværende tidspunkt har betalt 295 millioner kroner for Kylian Mbappé. Den endelige pris kan dog ryge helt op på over to milliarder kroner.
Den 20-årige verdensmester har tidligere indikeret, at hans fremtid ikke ligger i Paris, som han flyttede til i 2017, da han skiftede til PSG fra AS Monaco. Kylian Mbappé har dog siden skiftet til Parc des Princes tilføjet yderligere to Ligue 1-trofæer til sit trofæskab, mens han også vandt Coupe de France og Coupe de la Ligue i 2018.
Den unge franskmand har dog også leveret varen på et individuelt niveau. I 2019 blev han således kåret til Årets Spiller i Ligue 1, mens han også vandt topscorertitlen i 2018/19-sæsonen. Den franske superstjerne, som har scoret 62 mål i 91 kampe for PSG, er i øjeblikket ukampdygtig grundet en skade. Han kommer dermed ikke på banen, når ”Les Parisiens” onsdag aften tager imod Real Madrid.