Avis: United vil betale De Gea for at skifte
Manchester United er villige til at give David de Gea et gyldent håndtryk for at forlade klubben.
David de Gea har kun et år tilbage af sin kontrakt med Manchester United, hvilket betyder, at han kan forlade Old Trafford kvit og frit næste sommer.
Der er umiddelbart ikke udsigt til en kontraktforlængelse, fordi De Geas lønkrav efter sigende er for store. Nu kunne noget tyde på, at Manchester United er villige til at betale deres spanske målmand for at forlade ”The Red Devils” denne sommer.
I hvert fald skriver The Sun, at Manchester United pønser på at give David de Gea et gyldent håndtryk, hvis han ender med at forlade Old Trafford denne sommer og dermed sikre Manchester United en stor overgangssum.
The Sun rapporterer i den forbindelse, at Manchester United er villige til at lytte til tilbud på mellem 500 og 630 millioner kroner. Dermed står Manchester United til at tjene mindst 335 millioner kroner på et David de Gea-salg – selv hvis klubben belønner De Gea med et gyldent håndtryk på 170 millioner kroner.