Video afslører - Barca-anfører deler stor opdatering
Den tyske FC Barcelona-anfører er nu igen at finde på grønsværen.
Marc-André ter Stegen har givet fansene en længe ventet og opløftende opdatering om sin skadesstatus. På sin Instagram-profil delte FC Barcelonas 33-årige kaptajn nemlig en video, der viser ham tilbage på træningsbanen for første gang i måneder.
Den tyske målmand spillede senest en officiel kamp for Barcelona den 18. maj 2025 – næsten et halvt år siden. Efter længere tids problemer med lænden måtte han gennemgå en operation, som har holdt ham ude af spil i store dele af sæsonen.
Skaderne har været en udfordring for Ter Stegen, men nu ser der endelig ud til at være lys for enden af tunnelen. I opslaget, hvor han ses i aktion på banen igen, skriver han selv: “Det føles godt at være tilbage på fodboldbanen igen.”