Europæisk gigant står på to ben
Siden 2022 har klubben “trukket i håndtagene”: solgt 25 procent af fremtidige La Liga-tv-indtægter i 25 år, skilt sig af med knap halvdelen af mediearmen Barça Studios og senest cashet ind via personlige sædelicenser til VIP-pladser i det nye Camp Nou. Manøvrerne gav likviditet og plads under lønloftet, men koster dyrt i fremtidige indtægter og har udløst både revisionskritik og efterfølgende nedskrivninger.
Kernen er Espai Barça. Renoveringen har passeret en milliard euro i byggeomkostninger, mens midlertidige hjemmekampe på Estadi Olímpic har udhulet matchday-indtægterne. Klubben lover, at et færdigåbnet Camp Nou vil løfte toplinjen markant, men indtil stadion igen kan fyldes, er økonomien skrøbelig. Gælden er stadig i verdenseliten, og refinansieringen sker dyrere end hos Real Madrid – et handicap over tid.
På banen har kursen været mere fornuftig: mindre nettospending på transfermarkedet, større tillid til La Masia og et ungt kernehold, der allerede bærer. Prisen er et lønpres, fordi de største talenter naturligt skal honoreres, og samtidig ligger der stadig afdrag på tidligere køb. La Ligas registreringsregler har flere gange tvunget klubben ud i specialløsninger for at få nye spillere ind.
Status er todelt. Driften er forbedret og leverede endelig plus før engangseffekter, men bundlinjen er stadig afhængig af særindtægter, indtil Camp Nou igen kører for fuld kraft. Skal Barcelona have varig ro i økonomien, peger retningen mod færre palancas, flere forudsigelige stadionindtægter og en konsekvent prioritering af klubbens egne spillere frem for dyre handler. Det er den eneste vej, hvor regnearket kan følge med de sportslige ambitioner.