Fanskribent analyserer Dorgus første år i Manchester United
- Der var en generel konsensus omkring, at United havde rekrutteret et råt talent i Dorgu. Han er kun lige blevet 21 i sidste uge, og har hele tiden været en, der skulle bruge tid på at tilpasse sig. Og der har da været meget positivt at sige om hans præstationer. Den danske landsholdsspiller vinder fint med dueller, og bringer fart og styrke, der passer til kravene i Premier League. Men Dorgu er dog også faldet igennem på det defensive, og hans indlæg har tendens til at ramme forbi Benjamin Sesko. Han er ikke det færdige produkt. Det har fået Amorim til at vende sig imod Diogo Dalot, som er en højreback, der aldrig rigtigt har overbevist på sin naturlige position.
Sådan lyder analysen af den danske landsholdsback Patrick Dorgus første års tid i United-trøjen fra Manchester United-fanskribenten Alek Turk i formatet ”Fan’s Voice” på BBC Sport.
Dommen af Dorgus præstationer er altså blandet men med vægt på, at han ikke har levet nok op til forventningerne, og at han slet ikke har kvaliteten til at være en starter for United endnu.
Og Dorgu har altså også tabt startpladsen til en fejlvendt Diogo Dalot på wingbacken, og har kun ageret indskifter i de sidste fire Manchester United-kampe.
Dorgu skiftede til Manchester United fra Lecce i januar, og har på knap et år fået spilletid i 30 kampe, hvor han blot har bidraget med en enkelt assist i alle turneringer.