FCK’s 30 mio.- indkøb markerer sig i Europa
Der har været store forventninger til Dominik Sarapata, siden FC København i sommer hentede ham for omkring 30 millioner kroner, men indtil nu har gennembruddet ladet vente på sig. Tirsdag eftermiddag viste den unge polske offensivspiller dog endelig, hvorfor FCK investerede så tungt i ham.
I UEFA Youth League-opgøret mod Tottenham U19 leverede Sarapata en fremragende første halvleg med ét mål og én assist, da FCK’s U19-hold gik til pause foran 2-0 i London.
Sarapata lagde først op til Gunnar Olsens føringsmål i det 31. minut, inden han selv udbyggede føringen ti minutter senere efter oplæg fra Kyung-hyun Lee.
Den 18-årige kantspiller har tidligere fået to indhop på FCK’s førstehold, senest i Pokal-sejren over Hobro i sidste uge, men dagens præstation kan blive et vigtigt skridt mod mere spilletid i voksenfodbolden.
Efter et par måneder med tilvænning til dansk fodbold og et højt pres som et af klubbens dyreste ungdomsindkøb nogensinde, ligner Sarapata nu en spiller, der begynder at finde sig til rette i København.