Forlod Manchester United som et flop - Nu sprudler han igen
Der var store forventninger til den brasilianske kantspiller Antony, da han tilbage i sommeren 2022 blev hentet til Manchester United fra Ajax for mere end 700 mio. kroner.
Han havde været en stor profil på holdet i den hollandske storklub, men han formåede aldrig at få den samme status hos Manchester United, hvor han af mange blev betegnet som et flop.
Han nåede at spille 96 kampe for den engelske storklub, og her blev det til 12 scoringer, inden han i januar blev lejet ud til Real Betis.
Her fik han pænt stor succes, og lejeaftalen blev i sommer vekslet til en permanent en af slagsen, da spanierne købte ham fri, og gav ham en kontrakt helt frem til sommeren 2030.
Antony er rigtig godt spillende hos Real Betis, og i klubbens seneste kamp scorede han to mål, da de vandt med 3-0 på hjemmebane mod Mallorca.
Antony har derfor nu scoret 14 mål for Real Betis i 35 kampe, og han er altså allerede på to mål mere, end han scorede for Manchester United.