Det læser brugerne på INDKAST lige nu

England: Premier League
FT
2 - 1
(1 - 0)
Leicester
West Ham
H. Barnes (34), W. Faes (62)
P. Fornals (79)
Mads Emil Klovborg

Leicester vandt slaget - men tabte kampen

De tidligere mestre skulle forsøge at redde sig fra nedrykning til The Championship.
Forud den sidste spillerunde af dette års Premier League befinder Leicester sig, noget overraskende, under nedrykningsstregen med to point op til Everton foran dem. I sidste spillerunde tager Leicester imod West Ham, som ikke har noget at spille for, da de er sikret endnu en sæson i det fineste engelske selskab, og ikke kan nå kvalifikation til europæisk fodbold. Ikke nok med, at Leicester er pisket til sejr, så er de også afhængige af, at Everton ikke vinder deres kamp mod Bournemouth.

I begyndelsen af kampen kunne man godt se, hvilket hold der havde meget på spil. Leicester kom ud af starthullerne og satte sig på kampen.

Med bolden på fødderne forsøgte Leicester-spillerne at komme igennem forsvaret hos West Ham. Det lykkedes næsten for Kelechi Iheanacho, som fra kanten af feltet forsøgte at overraske målmanden med et frækt skud, som desværre for Leicester nøjedes med at ramme overliggeren.

Forløsningen kom dog få minutter senere da Iheanacho fandt Harvey Barnes inde i feltet med en god aflevering, og Barnes udplacerede Fabianski i West Ham-målet med en god afslutning. 1-0 til Leicester.

Denne stilling holdt indtil halvleg. Samtidig var det ikke lykkedes Everton at komme foran i deres kamp, så hvis begge resultater blev de endelige, kunne Leicester juble over at have reddet sig endnu en sæson i Premier League på målstregen.

I anden halvlegs begyndelse var det, modsat af første halvleg, mere West Ham der havde bolden. Det lignede at Leicester ville forsøge at forsvare sin føring hjem, hvilket åbnede op for, at deres modstander kunne lægge pres på med mange indlæg og hjørnespark.

Efter en times spil er det West Hams Said Benrahma, som er tæt på at omsætte presset til en scoring. Han lykkedes med at trække ind i banen og sende et veludført skud afsted mod fjerneste hjørne, hvor Leicester er heldige at stolpen kommer i vejen for en udligning.

Minuttet efter tilkæmpede de blå fra Leicester sig et frispark omkring gæsternes felt. Youri Tielemans leverede en perfekt bold som Wout Faes nemt kunne heade i mål. 2-0 og første sæsonscoring af den store midterforsvar.

Efter 70 minutter falder bolden til en helt fri Danny Ings, som bare skal lægge bolden ind i netmaskerne, men han overplacerer sit spark og bolden havner langt over mål. En kæmpe afbrænder fra West Hams angriber.

Med omkring 10 minutter igen udnyttede Pablo Fornals en fejlaflevering på midten, og et meget passivt forsvar hos Leicester, til at drible ind i feltet og sparke bolden ind via den nærmeste stolpe. Spændingen var tilbage i kampen. Den nye stilling var 2-1 til Leicester.

Resten af kampen forløb relativt udramatisk og slutter med en sejr til Leicester over West Ham. Desværre var det ikke nok for Premier League-mestrene fra 2016, da Everton formåede at vinde deres kamp, hvilket betyder, at man kan finde Leicester i The Championship i næste sæson.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER