LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Niklas Gerster

Powerranking: Danmarks 10 bedste backs lige nu

Fodbolden ligger stille i øjeblikket efter en begivenhedsrig 2024/25-sæson. Varm op til en ny fodboldsæson via denne powerranking hvor vi på Indkast.dk har lavet den svære øvelse at rangere Danmarks 10 bedste backs.

Der er mange spændende spirende danske backs i øjeblikket, men hvordan bør de rangeres sammenlignet med de gamle garvede? Det giver vi bud på her fra Indkast.dk, hvor vi har sammenholdt en række forskellige parametre i bedømmelsen.

Spørgsmålet i powerrankingen er, hvem man i rækkefølge ville sætte sin lid til på de danske backs, hvis Danmark skulle spille VM-finale i morgen? Skader er sat til side i vurderingen, hvor der er lagt vægt på følgende:

Landsholdsstatus, landsholdsperspektiver, formkurve fra sæsonen, alder og seniorerfaring samt niveauet på den klub, som backen spiller for. Få vores Top-10 her:

1. Rasmus Kristensen
Det har nok været fodboldkarrierens bedste skifte, som Rasmus Kristensen foretog til Frankfurt. Her har han virkelig fundet storformen, og den 27-årige tidligere FCM-back har bidraget med hele seks mål og fem assists i alle turneringer, og derudover blev det tilmed til Bundesliga-bronze. ”NK” har ud af det blå overhalet alle de andre danske backs efter tidligere at have været nede i hierarkiet.

2. Joakim Mæhle
Mæhle-feberen under EM-slutrunden i 2021 har lagt sig en del, og den 28-årige dynamiske Wolfsburg-back er blevet mere anonym. Men han spiller dog stadig fast og solidt for et stort Bundesliga-mandskab, og han bidrog godt offensivt for dem med tre mål og fem assists i ligaen i en sæson, som sluttede med lidt af en deroute, efter Wolfsburg ellers længe kæmpede med om Europa.

3. Patrick Dorgu
Den fremadstormende 20-årige venstreback har fået en blandet modtagelse i Manchester United, men ikke desto mindre har han sat sig på startpladsen for ”De røde djævle,” og har fået 20 kampe allerede. Han er også stadig fast landsholdsinventar, og ligner virkelig en sikker starter på venstrebacken i fremtiden.

4. Alexander Bah
Selvom 27-årige Alexander Bah har været skadet i det seneste halve års tid, og derfor er lidt svær at bedømme niveauet på, så spillede han fast for det portugisiske storhold Benfica i første sæsonhalvdel. Han har i nu tre sæsoner været kontinuerligt kæmpende omkring startpladserne for dem, og nåede også at lave tre assists og to mål i alle turneringer for dem i efteråret.

5. Victor Kristiansen
”VK” har tabt lidt terræn i landsholdshierarkiet, hvor Dorgu i øjeblikket er foran ham i køen på venstrebacken. Han har lidt meget under en svær tid med Leicester, der rykkede ned fra Premier League med et brag. Men der er stadig god kvalitet og masser af fremtidspotentiale i den 22-årige tidligere FC København-darling.

6. Anton Gaaei
Den 22-årige højreback brugte en sæson på at falde til i den hollandske storklub Ajax, hvor han også blev degraderet til Jong Ajax i en periode. Men her i hans anden sæson er han kommet markant mere ind omkring førsteholdet, og har lavet tre mål og fire assists for Amsterdam-mandskabet siden tilkomsten fra Viborg FF. Fik desuden landsholdsdebut i sidste samling.

7. Robert Skov
Den 29-årige Union Berlin-spillers karriere har været en sjov størrelse, og har udover svære skadesforløb budt på mange forskellige roller på banen især i hans tid i Hoffenheim. Men for Union Berlin har han igen fået rollen på venstre wingback, hvorfra han har bidraget med to mål og to assists i Bundesligaen. Han og Union endte derudover på 13. pladsen i ligaen.

8. Mads Roerslev
Det har ikke været det bedste lejeophold i Wofslburg for 26-årige Mads Roerslev, hvor han mest indtog en reserverolle. Nu er han så tilbage i Brentford, hvor hans største succes også har været. Men der var også en grund til Wolfsburg-skiftet skete, og Roerslev kan måske ligne en, der toppede under sin bedste periode i Brentford i 2023/24-sæsonen.

9. Elias Jelert
Endnu en tidligere FCK-back er at finde på 9. pladsen. 22-årige Elias Jelert har godt nok fået en del spilletid i Galatasaray, men han har været ret udskældt for at begå en del fejl hos den tyrkiske hovedstadsklub. Han har blot bidraget med et mål rent offensivt for dem i denne sæson, og det kunne godt ligne, at han skal skifte klub for at få selvtillidskontoen tanket op igen.

10. Martin Frese
Efter at Frese længe har været en Superliga-profil for FC Nordsjælland, foretog han sidste sommer et skifte til Serie A og Hellas Verona. Her fik den 27-årige venstreback en svær start som følge af en skade, men han har imod sæsonafslutningen fået flere startpladser, og har fået spilletid i 11 kampe i alt.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder