Powerranking: Danmarks 10 bedste målmænd lige nu
Der er mange spændende spirende danske målmænd i øjeblikket, men hvordan bør de rangeres sammenlignet med de gamle garvede? Det giver vi bud på her fra Indkast.dk, hvor vi har sammenholdt en række forskellige parametre i bedømmelsen.
Spørgsmålet i powerrankingen er, hvem man i rækkefølge ville sætte sin lid til i buret, hvis Danmark skulle spille VM-finale i morgen? Skader er sat til side i vurderingen, hvor der er lagt vægt på følgende:
Landsholdsstatus, landsholdsperspektiver, formkurve fra sæsonen, alder og seniorerfaring samt niveauet på den klub, som keeperen spiller for. Få vores Top-10 her:
1. Mads Hermansen: Leicester, 24 år
Målmandshierarkiet har efter en lang periode med Kasper Schmeichel som det ubestridte førstevalg forflyttet sig, og nye unge keepere kommer tættere på. Og for os at se har 24-årige Mads Hermansen nu bevist sig så kontinuerligt godt for Leicester, at han stryger til tops på listen. Har også været rygtet til større Premier League-adresser.
2. Filip Jørgensen: Chelsea, 23 år
En anden dansk Premier League-keeper indtager andenpladsen. Den 23-årige Chelsea-målmand spiller godt nok på en højere hylde end Hermansen, men får dog langt fra ligeså mange kampe. Men at være førstereserve i Chelsea i denne alder vidner om et kæmpe potentiale, og det virker ikke utænkeligt, at han en dag bliver landsholdets førstekeeper.
3. Kasper Schmeichel: Celtic, 38 år
Selvom mange længe har ment, at det var tid til et skifte på landsholdets målmandspost, må man bare lette på hatten for den garvede 38-årige Kasper Schmeichel, som stadig gør sit for at bevare sin position som førstevalg. Og så har han haft en fantastisk sæson i Celtic, hvor han vandt mesterskabet, og havde en god Champions League-kampagne.
4. Frederik Rønnow: Union Berlin, 32 år
I en lang periode var den nu 32-årige Union Berlin-keeper klart førstereserve for Kasper Schmeichel, men sidenhen har de yngre kræfter Mads Hermansen og Filip Jørgensen altså overhalet ham. Han er dog stadig solid, når han er skadesfri, og spiller på et godt niveau for et Bundesliga-midterhold.
5. Oliver Christensen: Fiorentina, 26 år
Da ”Gribben fra Kerteminde” blev solgt til Hertha tilbage i 2021, var der store forhåbninger til det unge målmandshåb. Han har flere gange været iblandt de tre udtagne landsholdskeepere, men er som Rønnow også blevet overhalet. Den 26-årige målmand har ikke kunnet erobre buret i Fiorentina, men havde dog et godt lejeophold hos Serie B-mandskabet Salernitana i sidste sæsonhalvdel.
6. Peter Vindahl: Sparta Prag, 27 år
Den tidligere FCN-keeper har ligesom Christensen også været længere oppe i hierarkiet, men han har ikke kunnet tage et højere karrierespring op fra AZ Alkmaar. Nu står 27-årige Vindahl dog fast i den tjekkiske storklub Sparta Prag for anden sæson i streg, hvilket vidner om en god kvalitet.
7. Lukas Jensen: Millwall, 26 år
26-årige Lukas Jensen er et ret ubeskrevet blad, men han har haft en fremragende sæson som førstekeeper hos Millwall, som sluttede på en flot 8. plads lige udenfor playoff-pladserne til Premier League i denne sæson. Kan måske komme fra baghjul i målmandshierarkiet en dag.
8. Jonas Lössl: FC Midtjylland, 36 år
Lössl var i en lang periode også en del af målmandstrioen på det danske landshold. Han er dog aldrig blevet andet end en god opvarmer for Kasper Schmeichel for Danmark, men har i FCM stadig demonstreret en klasse, som gør den 36-årige keeper til Superligaens bedste danske målmand, når hans fysik ellers holder til det.
9. Andreas Jungdal: Westerlo, 23 år
Der er også blevet plads til U21-landsholdskeeperen Andreas Jungdal, som er spået en meget lys fremtid. Spiller aktuelt hos det belgiske midterhold Westerlo, som han er skiftet til fra Serie B-mandskabet Cremonese. Han kom desuden tidligt til udlandet, og har også opnået værdifuld erfaring fra AC Milans ungdomsrækker.
10. Andreas Hansen: FC Nordsjælland, 29 år
Den 29-årige FC Nordsjælland-keeper er også iblandt Superligaens bedste målmænd, og har stået fast som en erfaren skikkelse for det unge FCN-mandskab i fire sæsoner. Han har dog endnu ikke taget springet til udlandet, og det skal nok ske, hvis han skal længere op i denne powerranking.