Alhaji Kamara sænkede Vejle
Alhaji Kamara måtte to gange tage sagen i egen hånd for at sende Randers FC på sejrskurs, da Vejle Boldklub søndag besøgte ”Hestene”.
Det COVID-19-ramte Randers FC leverede ikke ligefrem en overbevisende start på søndagens opgør mod Vejle, da Superligaens sidsteplads besøgte Kronjylland. Det var således bundproppen, der fik den bedste start i Randers, men Alhaji Kamara tilkæmpede sig tre chancer indenfor kort tid, hvilket medvirkede til, at Randers FC vendte kampens momentum til deres fordel.
Selvom Velje-mandskabet også havde fine muligheder på Cepheus Park, lugtede det mest af alt af en Randers-scoring. Sven Grytebust blev således sat på prøve flere gange i løbet af kampens første halve time, men den norske målmand formåede at holde stand. Grytebust formåede dog ikke at holde stand, da Kamara steg til vejrs efter et hjørnespark og udplacerede den norske målmand med et hovedstød.
Vejle satsede tilsyneladende alt på at få udlignet før pausen, og denne satsning gav gevinst i de døende minutter af første halvleg. Randers-forsvaret formåede at afværge flere Vejle-muligheder, inden en tilfældig bold endte for fødderne af Hallur Hansson, som straks trykkede på aftrækkeren og sende bolden op i det fjerneste målhjørne.
Der var dog ikke spillet fem minutter af anden halvleg, før Kamara, der havde været allestedsværende i store dele af første halvleg, tog sagen i egen hånd. Den bomstærke angriber fra Sierra Leone modtog et indlæg fra Mikkel Kallesøe og blev dermed dobbelt målscorer med endnu et hovedstød.
Herefter gik der ikke engang et minut, før en helt fri Jakob Ankersen havde udbygget Randers FC’s føring. Det håb, der var blevet tændt hos Vejle-mandskabet, var tilsyneladende slukket, før der var spillet fem minutter af anden halvleg. Ondt blev værre for det hårdtprøvede Vejle-mandskab, da Simon Piesinger efter 66 minutter fandt vej til netmaskerne med et fantastisk frispark.
Selvom Vejle-mandskabet med flere halvhjertede forsøg prøvede at komme tilbage i kampen, formåede gæsterne ikke at svare igen på Randers FC's suveræne start på anden halvleg. Randers FC generobrede dermed tredjepladsen fra AaB, som mandag aften besøger SønderjyskE.