Ønskede Barca-exit: Messis fax til Barcelonas eks-præsident afsløret
Lionel Messi ønskede at forlade Barcelona sidste år, viser en afsløret fax, han sendte sidste år til tidligere klub-præsident, Josep Bartomeu.
Skruer man tiden et års tid tilbage, vil man huske, at Lionel Messi også fyldte meget nyhederne dengang. Efter Barcelonas pinlige Champions League-exit til Bayern München på 8-2 forlød det, at argentineren ville væk fra klubben, men han endte med at blive et år mere i den catalanske storklub.
Nu er den fax, som Messi og hans egen stab sendte sidste år til den tidligere Barcelona-præsident Josep Bartomeu, blevet afsløret af det spanske medie Mundo Deportivo. Faxen viser, at Messi ville udnytte en klausul i sin kontrakt, der gav mulighed for at skifte væk fra Barcelona.
I faxen skriver Messi, som også har underskrevet dokumentet, at han ville udnytte muligheden for at annullere kontrakten og forlade Barcelona, som dog ikke fandt argumenterne tilstrækkelige og derfor ikke lod argentineren skifte.
I foråret blev Joan Laporta ny præsident, hvilket var med til at ændre Messis mening. Klubbens forfærdelige økonomiske situation gjorde dog, at Messis kontrakt ikke kunne blive forlænget og han derfor måtte skifte til PSG.
El burofax que envió Messi al Barça el 24 de agosto de 2020 https://t.co/HgtcjamEE6
— Mundo Deportivo (@mundodeportivo) September 5, 2021