Arsenal med en hjælpende hånd til Liverpool i top 4-kampen
Chelsea kunne mere eller mindre sikre dem selv en top 4-placering, hvis de her til aften slog Arsenal hjemme. Men gæsterne ville det anderledes, og slog Chelsea efter en stor fejl fra Jorginho.
Opgøret mellem aftenens to mandskaber, der blev spillet boxing day, var et vendepunkt for Arsenal, der efterfølgende gik mere end en måned uden nederlag i Premier League og med fornyet optimisme på projekt Mikel Arteta. Den optimisme er dog mest af alt forsvundet igen efter skuffende spil og resultater de sidste måneder.
Chelsea er en anden snak. Efter nederlaget på 3-1 til Arsenal i slutningen af december løb de ind i en masse nederlag, og det endte med at koste Frank Lampard jobbet. Tyske Thomas Tuchel tog over i slutningen af januar, og Chelsea har siden været et af Europas allerbedste fodboldhold. Med en sejr i aftenens kamp kunne de sikre sig en top 4-placering. De er i FA Cup-finalen, og så skal de i slutningen af måneden spille Champions League-finale mod Manchester City.
Altså to modsætninger der her til aften bragede sammen på Stamford Bridge, hvor hjemmeholdet var ganske klare favoritter.
Kampens første chance faldt i det 11. minut, da Kai Havertz stjal bolden fra Pablo Mari, og fik frit løb ned imod Bernd Leno. Tyskerens afslutning gik dog et stykke over mål.
Cirka fem minutter senere fik vi så opgørets første scoring, da Jorginho først var ved at smide bolden i eget net i opspillet. Tilbagelægningen reddede Kepa Arrizabalaga på stregen, men Pierre-Emerick Aubameyang var klar over returen, og spillede den skråt tilbage til Emile Smith Rowe, der via stolpen sparkede bolden i kassen. 1-0 til gæsterne.
Chelsea havde det meste af spillet i første halvleg, og fik også skabt nogle fine chancer til specielt Mason Mount, men den sidste skarphed manglede ved alle situationer. Derfor gik de to mandskaber til halvleg med en 1-0-føring til Arsenal.
Anden halvleg fortsatte med samme kampbillede, som udspillede sig i første. Chelsea klart mest på bolden, men uden at blive rigtigt farlige.
De var dog farlige i det 60. minut, da Christian Pulisic kunne bringe bolden den sidste meter over stregen efter et hjørne, men målet blev hurtigt annulleret for en ganske klar offside på amerikaneren.
Hjemmeholdet kørte på, og blev for hvert sekund der gik mere og mere offensive i deres udtryk, men målet udeblev, og det endte derfor noget overraskende med en 1-0-sejr til Arsenal. I det 90. minut havde Chelsea dog heller ikke det fornødne held, da Kurt Zouma først headede på overliggeren, og efterfølgende bankede Olivier Giroud den ligeledes på træværket.
Arteta havde sat sit hold noget anderledes op i dag i en meget defensiv 3-4-2-1, og det havde ”The Gunners” succes med. De stod kompakt defensivt, og slog til, da chancen bød sig.
Chelsea skulle have bragt sig foran på Havertz store chance i kampens åbning, da det var tydeligt, at de havde svært ved at bryde Arsenal-defensiven op.
Arsenal har nu tre sejre i streg i Premier League, men er stadigvæk placeret på en meget skuffende ottendeplads. Chelsea ligger stadig fint til ift. en top 4-placering, men med pointtabet her til aften, så er West Ham og Liverpool bestemt inde i kampen om den sidste plads.