Sancho sikre Bayern det niende mesterskab i træk – Spændingen intakt i subtoppen
Bayern München skal sende en stor buket blomster afsted til Dortmund og engelske Jadon Sancho, der med to scoringer i sejren på 3-2 over RB Leipzig var afgørende for at sydtyskerne ikke længere kan hentes i Bundesligaen.
I de tidlige Bundesliga-kampe lørdag eftermiddag var der masser af spænding og meget på spil. Dortmund tog på hjemmebane imod RB Leipzig, og med en sejr på 3-2 sikrede ”Die Schwarzgelbe”, at Bayern München ikke længere kan hentes i toppen af den bedste tyske række. To mål af Jadon Sancho og et af Marco Reus blev kampafgørende.
Det var dog ikke for at være flinke overfor sydtyskerne, at Dortmund gav alt for at slå RB Leipzig. De gulklædte er i alvorlige problemer i forhold til at komme i top 4 i Bundesligaen i denne sæson, og selvom man nu har vundet fem kampe i træk, er det stadig sandsynligt, at Thomas Delaney og Erling Haaland kan misse Champions League i den kommende sæson. Inden opgøret havde Dortmund 55 point, mens Frankfurt på fjerdepladsen havde 56 point og Wolfsburg på tredjepladsen havde 57 point.
Med sejren på 3-2 over RB Leipzig rykker Dortmund forbi Frankfurt, der først spiller søndag mod Mainz men da Wolfsburg også vandt lørdag eftermiddag er spændingen intakt inden de sidste to runder. Klubben fra bilbyen vandt hjemme 3-0 over Union Berlin på et hattrick af den 22-årige kroat Josip Brekalo.
I de sidste to runder skal Dortmund møde Mainz og Leverkusen, Wolfsburg møde RB Leipzig og Mainz, mens Frankfurt skal en tur til allerede nedrykkede Schalke 04, inden man tager imod Freiburg i sidste spillerunde den 22. maj.
Bayern München kan allerede i aften fejre, at det niende mesterskab i træk er i hus, når de har mødt Mönchengladbach på Allianz Arena i München.