Oscar A. Olesen

Trods ingen dialog: Liverpool arbejder på at hente franskmand

I sidste uge fortalte RB Leipzig-spilleren Ibrahima Konate, at han intet har hørt fra Liverpool, selvom han ofte bliver kædet sammen med ”The Reds” om et muligt skifte.
En af Europas mest troværdige Journalister, italienske Fabrizio Romano, skriver på sin twitter-profil, at Liverpool stadig er meget opsatte på at hente Ibrahima Konate fra RB Leipzig, hvilket rygterne den seneste måneds tid også har berettet om. Dette er til trods for, at Konate i sidste uge udtalte, at han ikke selv har været i dialog med Liverpool eller nogen repræsentanter fra klubben.

Liverpool har været særdeles hårdt ramt af skader i denne sæson, især i de bagerste geledder, hvor spillere som Joe Gomez, Joel Matip og Virgil van Dijk alle forholdsvis tidligt i sæsonen blev meldt ude for resten af sæsonen. Derfor er det ikke overraskende, at klubben forsøger sit held med at hente nyt ind, da Nathan Phillips og Ozan Kabak formentlig ikke er Jürgen Klopps drømmescenarie i holdets bagkæde.

Med henblik på netop Liverpools skadesliste, og idet Fabrizio Romano skriver, at den 21-årige franskmand fortsat er at finde i toppen af Liverpools ønskeliste, samt at klubben er villig til at fremlægge et tilbud på en femårig kontrakt, må der i så fald spekuleres i at være noget om snakken. Ifølge Romano skal Liverpool ”blot” indløse Konates frikøbsklausul på 350 millioner kroner og naturligvis blive enige om de personlige vilkår inden, at de kan sikre franskmandens underskrift.

Ibrahima Konate har kontraktudløb med RB Leipzig i 2023, og står kun noteret for 12 kampe i alle turneringer i indeværende sæson, da skader også har ramt ham undervejs RB Leipzigs fine sæsonforløb.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER