Årgangsligaen: Hvordan går det de største af årtusindets første
For et år siden bragte vi her på Indkast.dk en artikel, hvor vi kiggede nærmere på nogle af de største talenter fra årgang 2000. Denne gang kigger vi tilbage og ser, hvordan det er gået for de udvalgte 11.
Er han blevet Andrea Pirlos arvetager, har nordmanden stadig fart og mål i støvlerne og blev de solgt i et transfervindue, hvor corona pressede økonomierne i de store klubber?
I denne artikel kigger vi tilbage på talenterne fra Årgang 2000, og ser hvordan det er gået de største af årtusindets første det seneste år.
Alessandro Plizzari, Reggina, men ejet af AC Milan, Italien
- Målmanden var i seneste sæson udlejet til Livorno i Serie B for at få spilletid og udvikling. På grund af den hårde konkurrence fra Gianluigi Donnarumma er han på ny blevet udlånt til Serie B, hvor han indtil nu har fået 10 kampe for Reggina. Vejen er dog lang for den unge keeper, og det er mest sandsynligt, at han har en ny klub igen i næste sæson, med mindre Gianluigi Donnarumma sælges.
Max Aarons, Norwich, England
- Briten, der var med ved U/21-EM, har gjort en rigtig god figur i Norwich, og rygtes til Premier League-klubberne Everton og West Ham, men også tyske Bayern München.
Ozan Kabak, Liverpool, Tyrkiet
- Skadessituationen i Liverpool i vinters førte noget overraskende til, at Ozan Kabak blev solgt til Merseyside-klubben fra nedrykningstruede Schalke 04. Her har han langt fra fået en perfekt start, men talentet kan stadig bære ham et godt stykke vej. Hvis ikke i Liverpool, kan det være i en anden Premier League klub.
Marash Kumbulla, Roma, men ejet af Hellas Verona, Albanien
- Det er sjældent at en ung spiller bliver lejet fra en mindre klub til en større, men det var tilfældet for Marash Kumbulla. I september blev han udlejet til Roma for en to-årig periode, og her har forsvarsspilleren stille og roligt slået sig fast som første indskifter i forsvaret. Mon ikke at Roma køber Marash Kumbulla fri, når lejekontrakten udløber.
Alphonso Davies, Bayern Munich, Canada
- Stor betydning i Bayern Münchens Champions League-titel i seneste sæson, og den canadiske back er fortsat i samme spor. Han er fast mand i det tyske, og et af de største talenter på positionen i Europa.
Ferran Torres, Manchester City, Spanien
- Fik sit store skifte til Manchester City fra Valencia, men den spanske kantspiller har måtte sande, at det er svært at blive fast mand i ”The Citizens”. Til gengæld er det blevet til 10 A-landskampe og seks scoringer siden debuten i september.
Phil Foden, Manchester City, England
- Hvad Ferran Torres ikke er blevet, det er Phil Foden. Det største egendyrket talent i Manchester Citys historie, og han er for alvor blevet ikke bare fast mand, men en af de første på holdkortet, når Pep Guardiola skal sætte et hold sammen.
Sandro Tonali, AC Milan, Italien
- Den nye Pirlo – og så ikke helt alligevel. Sandro Tonali skiftede fra Brescia til AC Milan, men der er efterhånden ikke andet end håret, der minder om Andrea Pirlo. Selvom han får spilletid i stort set alle kampe i denne sæson, har det været småt med de ekstraordinære præstationer, hvor han er blevet overskygget af Ismaël Bennacer og Franck Kessié. Også til U/21-EM faldt Sandro Tonali lidt igennem med en udvisning i åbningskampen. Talentet er der, men det er ikke blevet udfoldet - endnu.
Jadon Sancho, Dortmund, England
- Han var det helt nye i seneste sæson, men i denne har englænderen fra Dortmund været plaget af skader, og det har sat udviklingen lidt i stå. Han er dog stadig et guddommeligt talent, men rygterne om Manchester-klubberne, FC Barcelona og Real Madrid er blevet noget koldere.
Erling Håland, Dortmund, Norge
- Erling Håland kunne næsten ikke blive varmere, men i denne sæson har han bare skruet op på alle knapper på kogeøen. Sammen med Kylian Mbappe er han blevet råbt op til at være arvetageren fra Lionel Messi og Cristiano Ronaldo, og ja han bliver ved med at have ekstremt meget fart og mange mål i støvlerne.
Vinicius Junior, Real Madrid, Brasilien
- Det går op og ned som talent, og det bedste eksempel på det er den brasilianske offensivspiller fra Real Madrid. Når han rammer sit topniveau, er han forrygende, men der kan være rigtig langt imellem snapsene, og derfor har Vinicius Junior også været udskældt i den spanske presse. Skader hos konkurrenterne har dog gjort, at han har opnået en masse spilletid.