Straffesparksscoring holder Atalanta i top fire
Atalanta var ved at sætte det hele over styr, men en straffesparksscoring af Josip Ilicic sikrede Bergamo-klubben tre point i Firenze.
Før Atalanta gik på banen mod Fiorentina søndag aften, havde de andre hold i Serie A’s top syv vundet deres kampe. Derfor var presset på Atalanta, der var tvunget til sejr for at holde fast i den top fire-placering, som Bergamo-klubben før runden sad på. Danske Joakim Mæhle startede på bænken, men kom ind, og fik den sidste halve time.
I første halvleg lignede Atalanta et hold, som havde planer om at vinde opgøret komfortabelt. Gæsterne styrede kampens forløb, og i perioder af halvlegen overfaldt gæsterne hjemmeholdets felt.
To gange fandt Duvan Zapata vej forbi Bartlomiej Dragowski i Fiorentina-målet, hvorfor Atalanta gik til halvleg med en føring på 2-0. Den føring kunne dog sagtens have været større.
I den anden ende havde Fiorentina svært ved at ramme målet. Ikke en eneste gang i de første 45 minutter fik hjemmeholdet placeret en afslutningen inden for rammen.
I anden halvleg inviterede Atalanta hjemmeholdet ind i opgøret igen. To gange stod Dusan Vlahovic umarkeret i gæsternes felt, og begge gange udnyttede den serbiske angriber situationerne.
Det endte dog alligevel med en Atalanta-sejr. Den tidligere Fiorentina-spiller Josip Ilicic udnyttede et straffespark, og sikrede dermed gæsterne en 3-2-sejr samt de tre point. I slutningen af kampen havde gæsterne flere muligheder for at gøre sejren endnu større, men skarpheden manglede.
Med sejren holder Atalanta fast i deres fjerdeplads. Afstanden mellem andenpladsen og femtepladsen i Serie A er derfor, ligesom før opgøret, på fire point. Fiorentina har efter 30 liga-kampe 30 point, og er placeret på Serie A’s 15.-plads.