FCM tog første stik
Første semifinale blev her til eftermiddag afviklet på MCH-Arena i Herning, hvor hjemmeholdet tog imod de forsvarende pokalmestre fra Sønderjyske.
Jesper Hansen fik chancen fra start hos hjemmeholdet, som afløser for Jonas Lössl i målet, og hjemmeholdet havde også skiftet på begge back-pladser. Gæsterne fra Sønderjyske kom i noget nær stærkeste opstilling i jagten på at genvinde pokal-guldet.
Lad det være sagt med det samme, de første 45 minutter var langtfra et festfyrværkeri. To hold som begik en del frispark, og ellers satsede på standardsituationer, hvor begge hold plejer at være farlige. Men kvaliteten manglende i den grad hos begge hold, og det blev derfor aldrig rigtig farligt i nogen af enderne.
En noget skuffende første halvleg endte dermed 0-0, og det kunne umiddelbart kun blive bedre med spillet og intensiteten i anden omgang.
Der skulle dog også kun gå tre minutter af anden halvleg før kvaliteten steg. Et frispark på Sønderjyskes banehalvdel sendte Evander hurtigt afsted, før gæsterne opdagede, hvad der skete. Det bragte Sory Kaba alene med Nicolai Flø i gæsternes mål. Det udnyttede han til at score til 1-0.
Om det var målet eller pausen, som var skyld i, at niveauet var hævet, skal være usagt. Men det blev en smule bedre og mere målsøgende fra begge hold. Sønderjyske var tæt på en udligning, da AK Jakobsen kom først på et indlæg, men fra tæt hold gik bolden forbi hjemmeholdets mål.
De danske mestres defensiv viste dog som i Brøndby-kampen igen defensiv klasse, og det var mere end svært for Glen Riddersholms-tropper at skabe muligheder for en udligning.
Med ti minutter tilbage fik Lasse Vibe chancen for at afgøre tingene, men hans afslutning sad lige på gæsternes sidste skanse, og derfor var Sønderjyske fortsat med i opgøret. Den defensive base sikrede dog endnu engang hjemmeholdet fordelen.
Det hele endte dermed med en 1-0 sejr til FC Midtjylland, som dermed har det bedste udgangspunkt inden returmødet på Sønderjyskes hjemmebane.