Optakt: Frankrig U/21 – Danmark U/21
Det danske U/21-landshold står overfor et næsten uoverstigeligt bjerg i den første gruppespilskamp ved U/21-EM, men Danmark har før leveret overraskelser mod netop de unge franskmænd.
Kommentar:
Man kunne ikke få en meget sværere start på U/21-EM-slutrunden end den de danske drenge får torsdag aften i Ungarn. Her står man overfor Frankrig, der er en af de helt store favoritter til at vinde turneringen sammen med Spanien og England. Les Bleus’ U/21-mandskab har allerede verdensklasse spillere på alle positionerne; Jules Koundé, Eduardo Camavinga og Odsonne Edouard for bare at nævne tre, og Frankrig bragede da også igennem kvalifikationen med ni sejre ud af ti mulige og 32 mål scoret.
MEN! Der var tre hold, der gik ubesejret gennem kvalifikationen og et af de hold var Danmark. Under spanske Albert Capellas ledelse har U/21-landsholdet stadig til gode at tabe en fodboldkamp, og det kan man kun tage klaphatten af for. Danmark spillede mange tætte kampe i kvalifikationen og seks af de danske sejre var kun på et måls.
Med Rusland og Island som de to øvrige mandskaber i gruppe C, er det ikke en katastrofe for Danmark at tabe til de stærke franskmænd, der kommer til gruppespillet for at spille sig videre til slutspillet i maj og juni. Men hvis det seneste danske U21-EM-resultat skal forbedres (Danmark røg ud i det indledende gruppespil ved U/21-EM i 2019) så skal der leveres en opløftende præstation i aften.
Og der kan være håb at spore for seneste gang de to mandskaber stod overfor hinanden var i 2019, da Danmark under Niels Frederiksen vandt 1-0 i Brest. Den franske landstræner er den samme, flere af spillerne på begge sider af bolden er de samme og matchvinderen fra seneste møde, Andreas Skov Olsen, er også med i truppen i aften. Kan danmark holde stand? Vi får se.
Skader og Karantæner:
Selvom det er første runde ved EM-turneringen, står begge mandskaber med en enkelt spiller i karantæne. For Danmarks vedkommende er det AGF-forsvarsspilleren Sebastian Hausner, mens Colin Dagba fra Paris Saint-Germain er ude af den franske trup.
Bud på kampens profil:
Den franske trup bugner af profiler, med Boubacar Kamara, Jonathan Ikone og Edouard Odsonne. Specielt sidste nævnte kommer helt sikkert til at få meget opmærksomhed af det danske forsvar. Edouard Odsonne spiller til dagligt i Celtic, som han kom til fra Paris Saint-Germain i 2018, og i sine 10 U/21-landskampe er det blevet til 15 scoringer. Det vil være noget af en overraskelse, hvis Oliver Christensen, Victor Nelsson og Mads Bech Sørensen kan holde den stærke franskmand fra fadet.
Bud på kampens resultat:
Danmarks U/21-landshold har været gode i kvalifikationerne gennem de sidste mange år, men ved selv slutrunderne er modstanden ofte blevet for stor, og man er røget ud allerede i de indledende runder. Skal Danmark videre fra gruppen denne gang kræver det en rigtig god indsats mod Frankrig. Lykkes det Danmark at holde på bolden og undgå en fransk kontrakniv, kan man endda håbe på at få et point, men kvaliteten hos Frankrig er så stor og skræmmende, at de danske drenge må gå fra banen med et smalt nederlag på 2-0 efter scoringer af Edouard Odsonne og Amine Gouiri.
Kampen spilles torsdag kl. 21.00 på Haladás Sportkomplexum i Szombathely, Ungarn og kan ses på DR2.