Fra Anfield til Puskas Arena
Heller ikke returmødet bliver afviklet på hjemmeholdets bane.
De engelske mestre Liverpool får ikke fornøjelse af hjemmebanen Anfield i returmødet med RB Leipzig i Champions League ottendedelsfinalen den 10. marts. Det meddeler UEFA på deres hjemmeside, hvor de samtidig skriver, at opgøret afvikles på Puskas Arena i Budapest ligesom det første møde mellem de to klubber.
Corona-restriktionerne i begge lande har forhindret de to klubber i at foretage indrejse for at afvikle kampene på deres respektive hjemmebaner. Deres første møde i februar blev ligeledes afviklet i Budapest, hvor Liverpool som udehold trak det længste strå med en 2-0 sejr.
Dermed må de engelske mestre være favoritter til videre deltagelse i turneringen uagtet, at de altså ikke får Anfield som hjemmebane i returen.