Mourinho storroser udskældt stjerne: Han er bedre end nogensinde
Jose Mourinho er meget tilfreds med Gareth Bale, efter waliserens to scoringer mod Burnley i Premier League.
Da Tottenham i september hentede klubbens tidligere stjernespiller Gareth Bale tilbage fra Real Madrid på leje var der mange løftede øjenbryn hos eksperter og journalister, da den walisiske kantspiller hovedsageligt har været at finde på bænken i den spanske hovedstad de sidste par sæsoner. Bales retur til Nordlondon har heller ikke været nogen dans på roser, og lejesvenden har i store dele af sæsonen lignet mere en bænkevarmer end en stjernespiller.
Bale har også i denne sæson været hæmmet af skader, ligesom han var det i sin tid i Real Madrid, og inden denne spillerunde havde waliseren kun bidraget med et mål og en assist i Premier League, hvilket har ført til en del kritik af den løntunge offensivspiller. Noget kunne dog tyde på, at Bales held er ved at vende, efter at den firedobbelte Champions League-vinder har præsteret tre mål og to assist i sine seneste tre kampe i alle turneringer. Senest scorede kantspilleren to mål i Premier League-kampen mod Burnley, hvor det også blev til et oplæg fra den venstrebenede lejesvend.
Waliserens nyfundne form er ikke gået ubemærket hen i hans engelske klub, hvor Bale for første gang siden sit skifte er blevet valgt til startopstillingen i Premier League tre gange i træk. Ifølge Tottenhams manager Jose Mourinho har Bale aldrig været bedre, end han er nu, og den nylige opblomstring er med til at modbevise den massive kritik, som flere medier har rette mod den spanskejede stjerne.
- Nogle gange skriver folk ting, og nogle gange finder nogen (medier og journalister, red.) på historier, selvom de ikke er sande. Sandheden er, at der ikke er en eneste manager i verden, som Gareth Bale ikke ville få spilletid af, når han er i god form, og han er bedre end nogensinde for tiden, siger Jose Mourinho ifølge Sky Sports.