Pedris enorme frikøbsklausul og forholdet til Messi
Man kommer ikke til at købe Pedri fri med denne klausul.
Han har kun været i klubben i et par måneder, men det er tydeligt, at Barcelona anser Pedri som en af de langsigtede stjerner i klubben. Denne tese bliver blot bekræftet, efter klubben ifølge Daily Mail har pålagt spilleren en frikøbsklausul på gastronomiske tre milliarder kroner.
Den 17-årige spanier kom til Barcelona denne sommer i en handel til 37 millioner kroner fra Las Palmas - prisen kan stige til 164 millioner, hvis flere variabler bliver aktiveret.
Høje frikøbsklausuler er ikke usædvanlige i spansk fodbold, men Pedris klausul er alligevel noget udover det normale - et symbol på klubbens forhåbninger for fremtiden. Han kan dække begge kanter eller den offensive midtbane og har allerede fået otte førsteholdskampe for Barcelona i denne sæson, hvor næste kamp kan blive i aftenens CL-opgør mod Dynamo Kiev.
Inden det opgør har den 17-årige spanier kommenteret på Lionel Messi og argentinerens hjælp til den unge spanier:
- Han hjælper os på mange måder ude på banen, og de råd han giver dig er fantastiske. Vi skal nyde ham, holde os ude af hans fremtidige beslutninger og frem for alt lære fra ham.
- Han har hjulpet alle os, der lige er ankommet - helt fra første dag. Han er en fantastisk person og hjælper os med råd ude på banen - en fremragende person, udtalte Pedri om Messi ifølge Daily Mail.