Messi og Fati satte rekorder i Barca-storsejr
Både Ansu Fati og Lionel Massi satte rekorder, da FC Barcelona sikkert sejrede over Ferencvaros i Champions Leagues Gruppe G tirsdag aften.
FC Barcelona mødte i deres Champions League-premiere i denne sæson på hjemmebane ungarske Ferencvaros i turneringens Gruppe G. Ungarerne er med i turneringen for første gang i 25 år.
Der var ingen tvivl om, at favoritværdigheden lå hos dagens hjemmehold, men Ferencvaros var ved at chok-starte, da de tidligt i kampen bragte sig foran. Tokmac Nguen blev sendt helt fri i dybden, og offensiv-spiller smækkede bolden i nettet. Linjevogteren hævede efterfølgende flaget, og målet blev korrekt annulleret for offside.
Derefter var Barca i kontrol. Det var dog småt med store muligheder til catalonierne i kampens indledning, hvor de ungarske gæster var tættest på en føring. Ferencvaros’ Isael kom tættest på, da angriberen smækkede bolden på stolpen fra tæt afstand.
Efter en lille halv time havde hjemmeholdets superstjerne Lionel Messi fået nok. Argentineren gik solo med bolden tæt ved fødderne fra banens midte, forbi en lille håndfuld modstandere, og blev til sidst nedlagt i Ferencvaros-feltet. Korrekt blev det takseret til et straffespark, som Messi satte ind bag ungarernes keeper Deres Dibusz. Messi har med scoringen nu lavet mål imod 36 forskellige modstandere i Champions League, og scoret mål i turneringen for 16. sæson i streg.
Det blev i første halvleg også 2-0 til hjemmeholdet. Ansu Fati udnyttede med skinnebenet en smuk vippet aflevering fra Frenkie de Jong. Dermed blev den unge spanier den første spiller nogensinde under 18 år til at score to mål i Champions League.
Hjemmeholdet havde mulighederne for at score yderligere i halvlegen, men både Ansu Fati og Francisco Trincao måtte se deres forsøg afvist af Dibusz i Ferencvaros-buret.
Ferencvaros var fra anden halvlegs start ikke bange for at møde Barcelona højt oppe på banen. Det blev dog straffet hurtigt.
Bolden havnede kort inde i halvlegen hos Messi i gæsternes felt, som sendte den på tværs til Fati. Den unge spanier gelejdede den videre med en smart pasning bag om eget støtteben til Philippe Countinho, som knastørt huggede den ind i det korte hjørne.
Foran 3-0 havde Barcelona styr på begivenhederne i kampen. Lige indtil Gerard Piqué flåede gæsternes Nguen ned i feltet. Ferencvaros-angriberen blev sendt i dybden bag Barcas forsvarslinje. Den spanske stopper kunne ikke følge Nguens tempo, og trak i nødbremsen. Dommeren pegede på pletten, og viste Piqué det røde kort. Igor Kharatin udnyttede sikkert muligheden fra de elleve meter.
Selvom gæsterne kom bedre med i kampen efter det røde kort, så var det den indskiftede Champions League-debutant Pedri, som blev næste mand på måltavlen. Ousmane Dembele smuttede forbi tre modstandere, og lagde bolden på tværs af feltet til den helt frie offensiv-spanier, der uden problemer scorede.
Dembele kom kort før lukketid selv på måltavlen, da han sikkert, efter oplæg fra Messi, lagde bolden ind på sikker vis til 5-1.
Med sejren deler Barcelona førstepladsen i Champions Leagues Gruppe G med Juventus, som tidligere på aftenen slog ukrainske Dynamo Kiev på udebane.