Helt forrygende: Dansker sænker Barcelona i Youth League
Den danske U19-landsholdsspiller Tobias Lund Jensen er givetvis en spiller, som går under radaren for de fleste danske fodbold-interesserede.
Det kan dog være, at det ændrer sig inden længe. Onsdag eftermiddag gjorde han i hvert fald sit, da han stod bag scoringen til 1-0 for sin belgiske klub Club Brugge i UEFA Youth League i deres opgør mod FC Barcelona, der endte 2-0.
Det kom efter 16 minutters spil efter en erobring højt oppe på Barcelonas banehalvdel, hvor catalanernes målmand forsøgte at sparke bolden op ad banen.
Men i stedet kom danskeren altså i vejen, og da keeperen var lidt ude af position, så kunne han sparke bolden i kassen med en fortvivlet Barca-spiller på vej tilbage for at forsøge at redde bolden på stregen.
Målet til 2-0 kom i sidste minut af den ordinære spilletid efter en scoring fra Jakke van Britsom.
Han spillede desuden hele kampen på sin plads på højrekanten for Brugge-mandskabet.
19-årige Tobias Lund har spillet i den belgiske traditionsklub siden sommeren 2022, hvor han skiftede væk fra Odense Boldklub.
Endnu er det ikke blevet til debut på Club Brugges førstehold, men han har et hav af kampe for deres ungdomshold. Blandt andet i den næstbedste belgiske række, hvor deres U23-hold er med.
Senere onsdag aften skal Club Brugge og Barcelona mødes i de voksnes Champions League.