Optakt: Manchester City – FC Porto
Manchester City starter dette års Champions League-turnering mod de portugisiske mestre fra FC Porto. Er dette endelig året hvor Guardiolas tropper går hele vejen?
Kommentar:
Manchester City har ikke fået den bedste start på dette års Premier League, hvor det kun er blevet til syv point efter de første fire kampe. Det glæder ikke manager, Pep Guardiola, og derfor håber de blå fra Manchester på en god start i den prestigefyldte turnering. Siden olie-overtagelsen tilbage i 2008, har det helt store mål været at vinde Champions League, men de seneste tre år har man tabt i kvartfinalen, hvilket har været til stor skuffelse for både stab og fans. Derfor håber de på, at dette er året, hvor man henter pokalen med store øre hjem til Etihad for første gang i klubbens historie. De er dog også storfavoritter til dette opgør, men om de kan leve op til favoritværdigheden, må tiden vise.
FC Porto har fået den samme start på sæsonen som Machester City, hvor det er blevet til syv point i fire kampe. Forskellen er dog, at Porto ligger på en øjeblikkelig 2. plads i den portugisiske liga, hvorimod Manchester City er på en 11. plads. Dermed kan man med det samme konkludere noget omkring niveauet i de respektive ligaer, men faktum er, at Porto er forsvarende mestre i hjemlandet og altid synes at klare det godt i Champions League.
Karantæner og skader:
Manchester City:
Manchester City må undvære nogle store profiler til onsdagens opgør, hvor Kevin De Bruyne gik skadet fra banen i Nations League-opgøret imod England i forrige weekend. Ydermere er forsvarsklippen Aymeric Laporte og brasilianeren Gabriel Jesus også meldt skadet til kampen. Begge venstrebacks Benjamin Mendy og Oleksandr Zinchenko er også skadet, så det bliver spændende at se hvad opstillingen bliver.
FC Porto:
Portugiserne er uden de store fravær til denne kamp, hvor man kun mangler den spanske forsvarer Ivan Marcano, som har været skadet siden marts, og reservemålmand Mouhamed Mbaye.
Forventede startopstillinger:
Manchester City (3-5-2)
Ederson
Walker, Dias, Ake
Cancelo, Mahrez, Rodri, Silva, Foden
Sterling, Aguero
FC Porto (4-2-3-1)
Marchesin
Manafa, Pepe, Mbemba, Sanusi
Sergio Oliveira, Uribe
Corona, Otavio, Luis Diaz
Marega
Bud på kampens profil:
Raheem Sterling har været Manchester Citys bedste spiller indtil videre i denne sæson og i fraværet af Kevin De Bruyne, skal de andre offensive kræfter brillere. Med hans fart burde han kunne drive gæk med modstanderens forsvar.
Bud på kampens resultat:
Manchester City beviser at de kan håndtere favoritværdigheden og hiver en sikker 3-1’er hjem på eget græs.
Kampen spilles d. 21. oktober på Etihad. Startfløjt er klokken 21 og kampen kan ses på Viaplay.