Diogo Jota har blod på tanden
Liverpools nye offensivspiller Diogo Jota scorede mandag aften sit første Premier League-mål for sin nye klub, men den 23-årige portugiser pønser allerede på flere mål.
Den tidligere Wolverhampton-offensivspiller spildte ikke tiden, før han scorede sit debutmål for Liverpool. Han havde således kun været på banen i otte minutter, før han fandt vej til netmaskerne i mandagens Premier League-opgør mod Arsenal.
Liverpool kom overraskende bagud på Anfield, inden Sadio Mané udlignede for værterne i mandagens Premier League-opgør. Andrew Robertson sikrede herefter, at Liverpool var foran 2-1, da kampens dommer fløjtede til pause.
Stillingen var stadigvæk 2-1, da Diogo Jota efter 80 minutter blev indskiftet til Premier League-debut for sin nye klub. Det portugisiske stortalent skabte en række chancer, før han efter 88 minutters spil fandt vej til netmaskerne og dermed lukkede og slukkede på Anfield.
Jota fik sin debut for Liverpool, da ”The Reds” i den forgangne uge var oppe imod Lincoln City i Carabao Cuppen. Her formåede portugiseren ikke at finde vej til netmaskerne, men debutmålet blev altså en realitet mandag aften, hvilket glæder Liverpools portugiser, som dermed har scoret det sværeste mål for sin nye klub.
- Det er en utrolig følelse. Jeg ville ønske, at det var sket på et fyldt stadion, men jeg er glad for at kunne lukke kampen og sikre resultatet for holdet, udtaler Diogo Jota ifølge Goal.
- I fodbold sker det, at man scorer eller skyder forbi. Man er nødt til at tro på, at man kommer til at score, og det gjorde jeg heldigvis.
- Jürgen Klopp fortalte mig, at jeg skulle blive ved med at presse på, som vi gjorde i forvejen. Jeg skulle desuden være glad med bolden og gøre, som jeg plejer at gøre: spille god fodbold og presse uden bolden.
- Jeg vil gøre mit arbejde på træningsbanen hver eneste dag, jeg vil arbejde hårdt og gøre mit bedste i hver eneste kamp.
- Det første mål er altid det sværeste. Det vigtigste er at blive ved. Jeg har scoret et mål – jeg vil score flere.
Diogo Jota nåede at spille 131 kampe for Wolverhampton, hvor han scorede 44 mål og leverede 19 assists.