Træner-legende overvejer comeback: Forholdene skal være optimale
Franske Arsene Wenger åben ifølge radiostation Europe 1 op for en tilbagevenden som manager, men kun under de rigtige omstændigheder.
Arsenal-legenden Arsene Wenger har afsløret, at han savner at være manager, og at han er åben overfor at begynde trænergerningen igen, men kun under forhold, som han betragter som "optimale,” og hvis den rigtige mulighed byder sig.
- Jeg savner det hver dag. Jeg vil træne, det har jeg gjort hele mit liv. Jeg er 70 år gammel, og jeg gav rigtig meget. Skal jeg spille russiske roulette med mit helbred? Jeg kan ikke gøre noget halvt, så det er spørgsmålet, jeg stiller mig selv, om jeg skal. Forholdene skal være optimale, fortæller Arsenal-legenden til den franske radiostation Europe 1.
Efter 22 år i Arsenal takkede Arsene Wenger i 2018 af som manager og valgte at forsætte tilværelsen med et job som FIFAs chef for global fodboldudvikling. Der er dog ikke meget kegleflytning, taktikarbejde og duft af græs over den nye stilling.
- I dag er jeg i et mere dæmpet, administrativt miljø og på kontorer. Dengang duftede jeg til græsset hver morgen, så selvfølgelig føler jeg mig en smule indestængt derinde, fortsatte den 70-årige franskmand.
Efter afskeden med Arsenal var Arsene Wenger i spil til trænersædet i Bayern München, da den tyske storklub skulle finde en ny mand efter Niko Kovac i november 2019. En stilling, som dog gik til Hans-Dieter Flick, men som vidner om, at franskmanden stadig har et navn i trænerverden.