Inter vil indgå stor byttehandel med United
United kan få deres stabile forsvarsspiller, men det koster et brandvarmt navn fra offensiven.
Inter vil forsøge at friste Manchester United til at sælge formstærke Anthony Martial ved at tilbyde midterforsvaren Milan Skriniar i en byttehandel. Det beretter italienske Calciomercato.
Den italienske klub har ifølge mediet længe været betaget af Martial, der i indeværende sæson har scoret 21 mål for Manchester-klubben - fem af disse mål er faldet i de seks PL-kampe efter genoptagelsen. Med Lautaro Martinez mulige skifte til Barcelona kan Martial være en fremragende erstatning.
Franskmanden har en markedsværdi på små 500 millioner kroner, og angriberens kontrakt med United udløber først i 2024, hvilket problematiserer muligheden for et direkte køb af spilleren.
Inter vil derfor forsøge sig med Skriniar som en del af handlen, da United søger en rutineret forsvarsmakker til Harry Maguire - Skriniar har stort set samme markedspris, hvilket forenkler den økonomiske situation for Milano-klubben.
Martial vil med et skifte til Inter blive genforenet med tidligere holdkammerater som Romelu Lukaku, Ashley Young og Alexis Sanchez, hvis chileneren får sit ophold i Inter gjort permanent.