Steven Gerrard – 40 år
”Captain Fantastic” har fået et skidt eftermæle for en ellers meget loyal tid hos sit elskede Liverpool. Dette skyldes en glidetur for ”The Local Kid”, der fylder 40 år i dag…
Anfield Road - tirsdag den 16/9 2014… kl. 22.30 dansk tid… Liverpool er tilbage i Champions League, hvilket den stolte klub har hungret efter. Stillingen er 1-1 imod Ludogorets, og langt inde i overtiden får Liverpool et straffespark. Sædvanen tro går Steven Gerrard til bolden og scorer sikkert – og ”The Kop” går næsten amok. Liverpool er tilbage – med Steven Gerrard i spidsen… det kunne ikke været skrevet bedre… De 12 markspillere som Liverpool havde brugt i kampen, havde alle haft en afslutning imod det bulgarske mål, men kun nyindkøbet Mario Balotelli og Gerrard kunne score. Det kunne ikke blive meget bedre.
Anfield Road – søndag den 27/4 2014… kl. 15.50 dansk tid… Inden kampen havde Liverpool fem points forspring til Chelsea med tre spillerunder igen, men alligevel blev Manchester City engelske mestre med to point ned til Liverpool – og den stakkels Steven Gerrard. Som bagerste mand gled Gerrard i græsset, og kort inden pausen kunne Chelsea-angriberen Ba score, hvorved Liverpool fik et smertefuld nederlag og sølv – igen! ”Faldet” af Gerrald blev synonym med hans karriere og en stor del af hans eftermæle… nemlig, at han ikke vandt nok trofæer.
Steven Gerrard var ellers manden bag det gigantiske comeback i Istanbul. Miraklet hvor Liverpool var nede med 0-3 til AC Milan i pausen, hvor kaptajnen Gerrard – ifølge holdkammerat Cisse – handlede på følgende måde.
- Gerrard leverede den bedste peptalk, jeg nogensinde har fået. Han fortalte om at være en Liverpool-dreng, der aldrig havde spillet for en anden klub, men slog også fast, at han ikke ønskede at se sin elskede klub sådan her. At blive ydmyget. Men han sagde også, at hvis Liverpool scorede indenfor de første 15 minutter af anden halvleg, ville vi vende kampen og vinde.
Liverpool scorede i starten af anden halvleg… eller rettere – Gerrard gjorde, og så var grundstenen til et af historiens største comebacks grundlagt imod det stjernebesatte Milano-hold. Peptalken i omklædningsrummet var historisk, og selvom Liverpool-anføreren to gange har været meget tæt på et skifte væk fra barndomsklubben, står han stadigvæk som en af klubbens helt store legender, men uden engelske mesterskaber.
Den tidligere Premier League-profil Thierry Henry sagde om dette, hvad mange tænkte, inden Gerrard stoppede. Den tidligere Arsenal-topscorer håbede nemlig, at Liverpool - og i særdeleshed Steven Gerrard - ville blive engelske mestre. Gerrards manglende pokaler i Liverpool og den evige troskab har skabt en sjælden historie i topfodbolden, og det har skabt begejstring, selv om det har været tæt på et brud mellem de to parter.
Local kid
I starten af 1980 blev Gerrard født i Whiston nær Merseysidefloden, og hans fødselssted har betydet, at han er blevet indbegrebet af Liverpool i en tid, hvor der findes færre og færre ”lokale-drenge” på de store fodboldhold i Europa. Derfor har det for Liverpools fans altid været næsten utænkeligt, at Gerrard ikke skulle have sin hjemmebane på Anfield Road.
MEN i sommeren 2005 var skræksceneriet dog tæt på at indfinde sig, da den engelske landsholdsspiller selv annoncerede, at han ville forlade klubben, efter parterne ikke kunne blive enige om en kontraktforlængelse, og Chelsea var klar til at betale næsten 400 millioner kroner for den lokale Liverpool-helt.
Flere engelske aviser hævdede endda at have billeder, hvor Gerrard var i en Chelsea-trøje, og reaktionen fra de loyale fans udeblev da heller ikke. De startede afbrændinger af trøjer med Gerrards navn på ryggen, men historien ændrede dog pludselig karakter, da han 24 timer senere lavede en U-vending og insisterede på at blive i Merseyside-klubben.
Om det var fansenes hilsen til deres helt, der fik Gerrard til at ændre holdning, kan kun blive gætterier, men det er sikkert, at der var transferrygter sommeren før, hvor Real Madrid var ligeså interesseret som Chelsea. Men trods disse storklubbers interesse blev Gerrard i Liverpool, og det fortrød han næppe – i første moment.
Ud med Heggem – ind med Kansas-tøj
For Gerrard fik som tidligere nævnt en hovedrolle i en af de mest fantastiske fodboldkampe i 2004/05. Her fik han lov til – som den første - at løfte trofæet, for den lokale knægt førte ikke kun an på banen. Syv år tidligere havde han fået sin debut for Liverpool, da Gerrard blev byttet med Vegard Heggem i en kamp mod Blackburn, og efter et par år - i sæsonen 1999/2000 - tilspillede han sig en fast plads på Liverpools midtbane. Lige siden har han leveret en masse usædvanlige langskudsmål, men også en arbejdsindsats som er et sæt Kansas-tøj værdigt.
Bedrifterne for Liverpool banede vejen for en plads på det engelske landshold, og hurtigt blev det en succes for Gerrard. Han var i en af sine første landskampe med i den sensationelle 5-1 sejr over Tyskland, og han formåede endda at score mod ærkerivalerne. Han måtte dog på grund af en operation melde afbud til VM 2002, som holdet kvalificerede sig til, og meget bedre blev det ikke til EM 2004.
I åbningskampen lavede han en fæl fejlaflevering til Frankrigs Thierry Henry, som blev fældet af David James, og efterfølgende scorede Zinédine Zidane på straffesparket i overtiden. Denne oplevelse var med til at sætte gang i Chelsea-rygterne for den triste Gerrard, som dog endte med at afvise dem og svor evig troskab til Liverpool. Det gav naturligvis store overskrifter, men flere gange har Gerrard været forfulgt af den vanvittige engelske presse.
I december 2003 kom Gerrard i overskrifterne af de forkerte grunde, da han leverede en fuldstændig vanvittig tackling på Gary Naysmith i lokalopgøret mod Everton, og igennem hele karrieren har man aldrig kunnet anklage Gerrard for ikke at udvise den rigtige indstilling, men nogle gange ”kogte” han også lidt over. Trods det hårde spil har midtbanespilleren været rimelig forskånet for skader, men starten på sæsonen 2004/05 fik Gerrard dog ødelagt.
Efter to måneders pause kom han stærkt igen, da han scorede det afgørende mål mod Olympiakos, som betød, at de gik videre fra gruppespillet i Champions League på bekostning af grækerne - og hvilket mål. Et langskud fra en anden verden og denne slags har han lavet en del af. Målet blev vitalt for Liverpool, da de senere vandt Champions League-trofæet med Gerrard i en central rolle på holdet, men sådan har det ikke altid været.
Den meget udskældte manager Rafael Benítez gav Gerrard en ny position på banen. Det var stadigvæk på midtbanen, men nu skulle Gerrard pludselig være på højresiden mere end på den normale centrale plads – et bytte, som aldrig blev den helt store succes. Trods dette kom der ingen brok fra Gerrard - for han er firmaets mand. Det gør ham til fansenes helt store helt, og han har også en central plads i hjerterne på de fans, som ynder at synge til den lokale dreng Steven Gerrard; “You will never walk alone” - og sjældent har teksten haft en større betydning.
Selvom Gerrard var Mr. Liverpool, erkendte han måske, at han nok aldrig ville vinde mange mesterskaber med Liverpool. Sidste mesterskab til Liverpool var helt tilbage til sæsonen 1989/90, hvor spillere som Bruce Grobbelaar, Jan Mølby, Peter Beardsley, John Barnes, Kenny Dalglish og Ian Rush brillerede.
I 2009/10 forlod Benítez Liverpool – efter dårlige resultater – men også grundet klubbens manglende penge til at købe de spillere, han mente, der skulle købes, for at klubben kunne komme helt til tops i Premier League. Der kom en masse nye spillere til Liverpool, men ikke mange havde det internationale snit, som kendetegnede Steven Gerrards indsats i Merseyside-klubben, der meget rørt, sagde han tog afsked med Anfield.
- Jeg er helt ødelagt, da jeg aldrig kommer til at spille foran jer igen. At have spillet for Liverpool har været som en drøm, der blev til virkelighed... lige fra den første kamp...