Forstå balladen i Bundesligaen

Af Christian Bang Jensen

Lørdag og søndag var der for anden spillerunde i træk flere fanaktioner, der fik afbrudt kampe i den tyske Bundesliga. Fanklubber er begyndt at medbringe stødende, upassende og tilmed truende banner rettet mod DFB og Hoffenheims ejer Dietmar Hopp. Men hvorfor er der opstået denne pludselige trang til at gå efter Dietmar Hopp? Indkast.dk bringer her et indblik i den tyske fodboldsjæl, fankultur og balladen i Bundesligaen.

Så man Hoffenheim tage imod Bayern München i den tyske Bundesliga lørdag, så man ikke bare en suveræn 6-0-sejr til gæsterne, men også kaotiske og dramatiske scener, da kampens dommer, Christian Dingert, af to omgange måtte afbryde kampen.

Afbrydelserne kom, da Bayern Münchens ultras holdt bannere op med stødende budskaber rettet mod det tyske fodboldforbund, DFB, og især Hoffenheim-ejeren Dietmar Hobb.

Hoffenheim-Bayern stopped for a few minutes with Bayern 6-0 up as fans in the away block unfurl a banner.

“Dietmar Hopp [TSG owner] remains a son of a whore.”

Bayern players run over telling them to stop. So does coach Hansi Flick, shouting at the fans, furiously gesticulating. pic.twitter.com/klFYgzsu4q
— Archie Rhind-Tutt (@archiert1) February 29, 2020

Dagen efter var der endnu en fanaktion, denne gang i kampen mellem Union Berlin og Wolfsburg. Her holdt hjemmepublikummets fans også et banner op med samme budskab, hvor der tilmed var et sigtekorn på et billede af Dietmar Hopp

More banners in the Bundesliga today...

This time the Union Berlin 🆚 Wolfsburg match has been stopped due to a banner in the home end.

Protests against the German Football Association and Dietmar Hopp continue... pic.twitter.com/oEnwBdfctu
— Football on BT Sport (@btsportfootball) March 1, 2020

Men hvad er det, der gør, at fansene i flere tyske traditionsklubber, har sådan et had til det tyske fodboldforbund og Dietmar Hobb?

Tysk klubkultur
Fodboldbranchen er en milliardforretning, som tiltrækker rigmænd, der vil bruge Joakim von And-agtige pengetanke på legetøj, som de kan fornøje sig med efter bedste (eller mindre kompetente) evne. Og intet andet sted end England ser vi det bedst. Her kommer amerikanske, russiske, kinesiske eller arabiske milliardærer ind og sætter sig på al magten i bestyrelseslokalerne og i ejerkredsen. Det har både skabt storhold som Manchester City og Chelsea, men har også kostet klubber som Portsmouth livet.

De tyske klubber er den diametrale modsætning til de engelske. Et af de vigtigste licenskrav til professionelle tyske fodboldklubber er den såkaldte ”50+1-regel.” Reglen betyder kort og godt, at de tyske moderklubber kontrollerer den professionelle overbygning. Med andre ord, er Bayern München, Dortmund og alle de andre klubber i de to bedste tyske fodboldrækker ”beskyttet” overfor udenlandske investorer, da disse ikke vil kunne købe stemmemajoriteten eller ejerskabet, og at moderklubben bag den professionelle afdeling altid vil have 50+1 procent af stemmeandelen.

Reglen blev sat ind for at sikre, at klubberne kunne blive ved deres rødder og hos de fans, der elsker klubben. Den tyske fodboldkultur er bundet op på, at fodbold ikke eksisterer som en forretning, men derimod på grund af fansene.

De sorte får
50+1-reglen har sine undtagelser. Bayer Leverkusen og VfL Wolfsburg er styret af henholdsvis virksomheden Bayer og bilproducenten Volkswagen. Reglen giver juridisk mulighed for, at man som investor kan overtage mere end de 49 procent af klubandelen, hvis man har ydet uafbrudt og betydelig støtte til moderklubbernes fodboldhold i mere end 20 år, hvilket er tilfældet i Leverkusen og Wolfsburg.

Men på det seneste er der kommet uro i de tyske traditioner.

I 2009 opkøbte Red Bull-koncernen klubben SSV Markranstädts licens og startede en helt ny klub i byen Leipzig. Her har man opbygget klubben som de gamle traditionsklubber, men klubbens medlemmer består kun af ganske få medlemmer, hvor de fleste sjovt nok er medarbejdere i Red Bull. Vil man være medlem af klubben koster det årligt 6000 kroner, og bestyrelsen kan uden grund afvise nye medlemsanmodninger, hvilket er imod ånden i den tyske fodboldkultur, men dog inden for de gældende regler.

I Hannover sidder entreprenøren Martin Kind og er formand for Hannover 96. Han har åbent talt om at afskaffe reglen, med henblik på at give tyske klubber bedre konkurrencemuligheder mod de europæiske konkurrenter i jagten på de bedste spillere.

Og så kommer vi til kilen i den seneste tids ballade. Hoffenheim er ejet af forretningsmanden Dietmar Hopp. Han blev den første person, som fik lov til at have 100 procent kontrol over en klub i Tyskland. Det gjorde han fordi, han selv havde været aktiv spiller i klubben, da det var en amatørklub. Fra 1990 til 2001 hoppede Hoffenheim op igennem rækkerne på grund af de massive investeringer som Dietmar Hopp lagde i klubben, hvilket kulminerede med oprykning til Bundesligaen i 2008 efter kun en sæson i den næstbedste række og anden gang, da man vandt bronze i 2017/18-sæsonen og kvalificerede sig til den efterfølgende Champions League.

Balladen
Dietmar Hopp er derfor symbolet på alt, hvad traditionerne, kulturen og 50+1-reglen forsøger at undgå. At en enkelt mand kan bestemme, hvor mange penge han vil bruge på et hold. At en klub fra en landsby med omkring 3000 indbyggere gennem ”økonomisk doping” kan vokse sig stor nok til at slås med de bedste i Tyskland.

De seneste ugers ballade skal ses som en samlet fanaktion i traditionsklubberne, som kritiserer det tyske fodboldforbund for at give Dortmunds tilhængere et toårigt stadionforbud om at komme på Hoffenheims hjemmebane efter ”Die Schwarzgelben” i december lavede en fanaktion mod Dietmar Hopp. De føler at DFB lyver dem op i ansigtet og kigger væk fra 50+1-reglen, når de tillader enkeltstående personer at styre klubberne som tilfældet er med RB Leipzig og Hoffenheim.