Torsten Brix

Eriksen skal følge op på ”Fantastici Quattro”

Inter indtager snart et nyt stadion, de udvider truppen og vil true Juventus – og alt det har en hovedperson, som er dansker…
Da Inter i sæsonen 2009/10 vandt “The Treble”, havde træner Jose Mourinho skabt en fantastisk offensiv med de fire spillere; Goran Pandev, Wesley Sneijder, Samuel Eto'o og Diego Milito. Efterfølgende forsøgte Milano-klubben sig igen med en ny “Fantastici Quattro” bestående af Mauro Icardi, Mateo Kovacic, Lukas Podolski og Xherdan Shaqiri, men denne kvartet fik ikke samme succes.

Nu forsøger den italienske storklub sig så med en ny offensiv med Christian Eriksen som offensiv arkitekt bag ved den meget spændende Lautaro Martinez. Den 22-årige argentiner er ønsket af selveste Barcelona, hvor Lionel Messi gerne vil have, at landsmanden støder til. Fysikken i to-mandsangrebet i 3-5-2-opstillingen leverer Romelu Lukuka, der kom til klubben i sommer efter en skuffende periode hos Manchester United. I Inter virker den store belgier til at have fået selvtilliden tilbage, og rekordindkøbet har været med at løfte holdet, som der har været investeret meget i gennem de seneste år, men hvem har betalt for dette?


Ikke Meazza, Mazzorla, Ronaldo, Zanetti eller Zlatan . men Ventola
Tidligere var klubben ejet af Moratti-familien, og de føromtalte hold med “Fantastici Quattro” blev hentet af Massimo Moratti, der var formand for klubben indtil 2013, hvor aktiemajoriteten blev solgt til Erick Thohir, der købte 70% af aktierne i Inter. Den indonesiske medie-ejer overtog en klub med gigantisk gæld. I sommeren 2013 slog det italienske finansmagasin Il Sole 24 fast, at Inter havde en gæld på over 3,5 milliarder kroner på trods af, at ejeren – Massimo Moratti – igennem små tyve år havde postet gigantiske summer i klubben.

Denne gæld ønskede Thohir at nedbringe ved at skabe ”sorte tal” i regnskabet via en renovation af San Siro, men hans indsigt i fodbold var meget minimal. Thohir afgav ikke mange interviews, og dem han gav var kontroversielle, og der har været sået tvivl om hans fodboldmæssige viden. Da klubejeren blev spurgt om sin favorit-spiller i Inter, nævnte han ikke Giuseppe Meazza, Sandro Mazzorla, Ronaldo, Zanetti eller Zlatan Ibrahimovich. I stedet var yndlingsspilleren Nicola Ventola, der var en noget anonym Inter-angriber i perioden mellem 1998 og 2004. Fansene vidste ikke, hvordan de skulle tolke denne udmelding, før det kom frem, at Ventolas svigermor også var fra Indonesien, og herefter vidste de loyale Inter-fans ikke, om de skulle grine eller græde...

For vidste Thohir ikke mere om klubben, og derudover – og måske endnu værre – så fik Inter med Thohir ikke en Roman Abramovich eller et investeringsselskab fra Qatar ligesom PSG. Til gengæld fik de en forretningsmand, der faktisk ikke ville smide en masse penge efter nye spillere til klubben. Thohirs ejerskab varede kun tre år, og i sommeren 2016 blev klubben solgt til det kinesiske selskab Suning Group med rigmanden Zhang Jingong.

Siden er truppen blevet forstærket med store indkøb som Geoffrey Kondogbia, Ivan Perisic, Joao Mario, Gabriel Barbosa, Antonio Candreva, Milan Skriniar, Alessandro Bastoni, Radja Nainggolan, og Lautaro Martinez samt aldrende og ”gratis” stjerner som Alexis Sanchez, Victor Moses, Ashley Young, Diego Godin, Stefan de Vrij og Ever Banega.

Udenfor banen har der også været voldsomme udskiftninger, som da Inter hentede den tidligere Manchester United-mand Michael Bolingbroke samt Clarie Lewis, der kom fra en lederstilling i Apple. Disse gik direkte ind på ledelsesgangen, hvor der – ligesom i truppen - har været voldsom trafik.

I forbindelse med Thohirs aktieopkøb sagde han, at Inter var blandt de ti bedste klubber i Europa. Det var de ikke… og er det heller ikke nu, selvom de er kommet tættere på. I denne Champions League-sæson endte Inter jo på tredjepladsen i gruppen efter Barcelona og Dortmund, så foråret byder på Europa League, hvor Ludogorets venter. Ikke ligefrem noget der rimer på træneren Antonio Conte, der jo har masser af erfaring fra tiden som italiensk landstræner eller som boss for Chelsea og Juventus.

Nu skal tiderne ændres for Inter, der har vundet 18 italienske mesterskaber, men det seneste var i 2009/10. Nu skal ”hullet” op til Juventus lukkes, og det skal Christian Eriksen hjælpe med – og på et nyt stadion. Inter har jo lavet en aftale med naboerne fra AC Milan om at bygge et nyt stadion sammen, og dette skal stå færdig indenfor tre år, så altså i perioden, hvor en dansker skal forsøge at følge op på ”Fantastici Quattro”…

Det læser brugerne på INDKAST lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER