Fodbold nyheder

Adrian - overset PL-målmand med tragedier

Af Torsten Brix

Stor omvæltning for Liverpools Adrian San Miguel del Castillo….

I november 2014 deltog den daværende spanske landstræner Vincente del Bosque i et radioprogram, hvor lytterne kunne stille spørgsmål til den succesfulde træner. Midt i programmet sagde del Bosque:

- Hvorfor er der ingen, der spørger mig om West Ham-målmanden Adrian?

I den sæson var langt de fleste fodboldøjne rettet imod Manchester Uniteds David de Gea og Real Madrids Iker Casillas, men det var måske ikke helt fair, for i den sæson havde Adrian haft flest redninger i Premier League.

Nu giver statistik jo ikke altid hele billedet, for måske var der bare mange afslutninger imod Adrians mål… men det var faktisk ikke tilfældet. West Ham og Adrian havde i den sæson kun lukket 24 mål ind i 20 Premier League-kampe, hvilket var betydelig mindre end klubber som Tottenham, Liverpool, Newcastle og Everton, som normalt var klubber, som man sammenlignede West Ham med.

Dette var utvivlsomt også grunden til, at Vincente del Bosque pludselig talte om Adrian, som faktisk hedder Adrian San Miguel del Castillo, og som har gennemlevet meget på kort tid.


Tredjevalg og kongekamp imod kongeklub
I 2012 blev den 25-årige Adrian forfremmet til tredjevalget i Betis, men kort efter fik han La Liga-debut, da han blev kåret til “Man of the Match”, da Betis vandt 1-0 over selveste Real Madrid.

Efterfølgende spillede Adrian 31 kampe i træk for klubben og lavede 11 “Clean Sheets”, hvilket åbnede op for skiftet til Premier League-klubben West Ham i sommeren 2013. Så på et år gik Adrian fra at blive forfremmet fra tredjevalget i Betis til at blive førstevalg i en Premier League-klub via en drømmekamp imod Real Madrid, hvorefter den spanske landstræner omtalte ham som spansk landsholdsspiller.

På den efterfølgende Boxingday viste Adrian igen gode takter – imod Chelsea – og Jose Mourinho havde efter kampen travlt med at rose den spanske målmand, så Adrian havde modsat andre spanske målmænd vendt sig hurtigt til den fysisk krævende Premier League.


Tragedier bag sen succes
Adrian startede først som målmand som 11-årig, da han tidligere havde været angriber. Under ungdomsturneringen CD Altair blev holdkammeraten i målet skadet, og så spurgte træneren, om det ikke var noget for Adrian, og siden har han stået i målet. Husk nu på at han først kom i Betis-førsteholdstruppen, da han var 25 år.

Spanske medier mener at vide, at årsagen til, at Adrian først slog igennem i denne sene alder, skyldes flere tragedier i hans liv. To gange tidligere i karrieren har Adrian blandt andet mistet to gode venner og holdkammerater – Mike Roque og Dylan Tombides - til cancer, som han også sender hilsner til, når han jubler.

Det gjorde han efter UEFA Super Cuppen 2019, hvor han reddede det afgørende og lidt tamme straffespark fra Chelseas unge Tammy Abraham.

Adrian var en uge forinden blevet hentet til Liverpool og fik straks chancen, da klubbens normale førstevalg – Alisson – fik en lægskade, så noget af omvæltning for reserven Adrian, der kom på fodboldens top… efter mange tragedier!

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik