LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Daniel Fisker

Mbappé: Måske er tiden inde til et større ansvar

Kylian Mbappé har løftet sløret for, at han kan være på vej væk fra Paris Saint-Germain i jagten på større ansvar.
Kylian Mbappé forbløffede publikum – og Paris Saint-Germain-træneren Thomas Tuchel – ved søndagens Ligue 1-prisuddeling. Han antydede således, at han kan tænkes at forlade Paris Saint-Germain.

Den 20-årige angriber var lige blevet tildelt prisen som Årets Spiller i Ligue 1 efter en fantastisk sæson, hvor han scorede 38 mål i 42 kampe, da han leverede den kryptiske meddelelse til salen.

Han refererede sandsynligvis til det samlede nederlag til Manchester United i ottendedelsfinalerne af dette års Champions League, da han snakkede om sæsonens skuffelser. Ikke desto mindre talte den unge franskmand om muligheden for et nyt projekt.

- Der har selvfølgelig været mange skuffelser i denne sæson, men det er en del af fodbold, udtalte Kylian Mbappé ifølge Mirror på scenen.

- Det er et meget vigtigt øjeblik for mig. Det er måske det første eller andet vendepunkt i min karriere.

- Jeg har lært så meget her, og jeg føler, at tiden måske er inde til større ansvar.

- Måske i PSG – det ville gøre mig glad – eller måske et andet sted med et nyt projekt.

Billederne fra salen afslørede, at PSG-træneren Thomas Tuchel også var forbløffet over Mbappés udmelding. Mbappé uddybede sin kryptiske udmelding, da prisuddelingen var overstået.

- Jeg sagde, hvad jeg var nødt til at sige, tilføjer Kylian Mbappé ifølge Mirror.

- I forbindelse med sådan en begivenhed kan man sende beskeder. Jeg tror, at jeg har fået sendt min.

- Hvis jeg siger mere, så vil jeg have sagt for meget, og det er ikke den besked, jeg ønsker at sende.

Kylian Mbappé blev hentet til PSG – i første omgang på en lejeaftale – i 2017. Den franske hovedstadsklub har betalt mere end 1,3 milliard kroner for den målfarlige angriber.

Real Madrid har ifølge transferrygterne et godt øje til Mbappé. Det har efter al sandsynlighed skærpet den spanske hovedstadsklubs interesse, at Mbappé nu har åbnet døren på klem for et skifte.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder