Verdens dyreste fodboldtrøje
Real Madrid er meget tæt på at være indehaver af den mest attraktive fodboldtrøje i verden. Kongeligt baghjul til Bayern München og United.
Den sponsor-aftale som Real Madrid er ved at strikke sammen med Adidas er i særklasse den dyreste i verden. Aftalen - der ligger på bordet og ifølge Marca er klar til underskrift - løber i ti år, og hvis alle de præstations-betingede klausuler i sponsoratet udløses, så vil det indbringe Real 1044 millioner kroner per sæson.
Dermed bliver Real Madrid igen indehaver af verdens dyreste trøje-sponsorat, efter at Manchester United sidste sommer strøg helt til tops med klubbens aftale med Adidas. Dengang lykkedes det United at få et sponsorat på plads, der udløser 732 millioner kroner per sæson. Ikke just pebernødder men alligevel langt fra det sponsorat, som man på Bernabéu er ved at hive i land.
Til sammenligning kan også nævnes, at da Tysklands fodbold-stolthed nummer 1, Bayern München, sidste sommer indgik en trøje-aftale med Adidas, så udmærkede den sig først og fremmest ved at strække sig over 15 år - altså helt frem til Juni 2030. Økonomisk er Bayerns sponsorat nemlig 'kun' på godt 450 millioner kroner per sæson på nuværende tidspunkt, men aftalen vil dog ramme 670 millioner kroner, når den nærmer sig sit udløb.
Real Madrids nye aftale med Adidas er unægteligt en fjer i hatten på Florentino Pérez. Klub-præsidenten har hele tiden insisteret på, at den kongelige hvide trøje er markedets mest værdifulde, når det gælder salg, eksponering og sportslig succes. Aftalen med Adidas forventes ifølge Marca at blive underskrevet inden sæsonen slutter.