Steinlein løfter sløret: Den position jagter FCM i transfervinduet
FC Midtjyllands bestyrelsesformand Claus Steinlein meldte i forbindelse med sæsonafslutningen ud, at man skulle ud og finde mere rutine til holdet til den kommende sæson.
I denne uge er midtjyderne tilbage på træningsbanen, og nu står det klart for ham, hvad de skal have fat i. Det fortæller han til Indkast.dk.
- Opgaven er at finde en midterforsvarer, fordi vi solgte Juninho, så vi har kun tre, og der vil vi godt have fire. Så det er en arbejdsopgave, vi har, og så skal vi kigge på holdet, siger han og fortsætter:
- Man ved aldrig, hvordan det går. Bliver Oliver (Sørensen red.) solgt? Vi har givet ham lov til at studere muligheden selv ude i markedet, men det skal også være noget, som passer Oliver - og det skal passe os. Vi går en del op i penge, og Oliver går op i, at det skal være det rigtige sportslige. Det skal vi ligesom med alle andre transfers have til at gå op, lyder det fra Steinlein.
Når det kommer til, hvilken rolle en ny forsvarsspiller skal regne med at få, så lyder svaret således:
- Vi skal have en god midterforsvarer, så vi er sikre. Vi skal have den bedste midterforsvarer til de billigste penge, vi kan få. Og så er det hvor mange penge, vi vil bruge - og det kommer jo an på kvaliteten, fortæller Steinlein, som afviser, at han kigger efter en bestemt nationalitet.
- Vi skal have noget kvalitet. Om de lige er født i Skandinavien eller i Sydamerika, der kan vi også se, at der er meget forskel på. Man kan hente brasilianere, der er fra Nordbrasilien. De er én type menneske. Man kan hente dem i Sydbrasilien. Der er forskel på Juninho og Paulinho. Det kan I også mærke i pressen. Det er mere med personlighed, og så betyder nationalitet ikke så meget, siger FCM-formanden.
Det er særligt efter salget af Juninho midt i forårssæsonen, som betyder, at klubben er nede på at have tre midterforsvarer i truppen, hvor de altså nu skal op på en fjerde.
Han understreger endvidere, at det altså kun drejer sig om én midterforsvarer, som skal ind på holdet i første omgang.
Dertil nævner han, at spillere som Valdemar Byskov og Mikel Gogorza voksede henover foråret, og som FCM-formanden nu forventer sig mere af.