Indkast i Ikast:
Jacob Larsen blev i sidste uge præsenteret som ny fodbolddirektør i FC Midtjylland. Han havde indtil da været akademichef i klubben, og så kommer han med en fodboldopdragelse som spiller og leder i AaB.
Onsdag løftede han over Indkast.dk sløret lidt for, hvordan han ser på sin nye rolle i klubben, som han ankom til for mindre end et år siden.
– Nu har jeg fulgt FC Midtjylland udefra i over 20 år, og jeg har set den udvikling, som klubben har været inde i. Jeg synes jo, at det er den klub med den største succes herhjemme igennem de sidste mange år, siger han.
I den forbindelse peger han på, at der er en del personer, som går igen, og at der er en måde og en kultur at gøre tingene på i klubben.
Han forklarer endvidere, at det har været vigtigt for ham i forbindelse med det oprindelige skifte til FCM, at der var fælles værdier, og at man skulle tro på den sportslige strategi i klubben.
– Og det har jeg bare gjort. Det har jeg committet mig til, og jeg tror virkelig på det. Så det er at forædle det. Det er jo klart, at dem, som har siddet og bestemt her i FC Midtjylland, har kunnet se, at der er et match. At jeg også kommer med noget, siger han og fortsætter:
– Jeg har jo haft Lynge (Jakobsen, red.) som min ledelsesmæssige lærermester og Poul Erik Andreasen som min fodboldmæssige lærermester, og så er det jo klart, at jeg kommer med nogle ting til sådan en kultur her, hvor jeg jo bare har været voldsomt imponeret over, at der er så mange, der går igen i så mange år. Der er så meget viden i klubben. Der har det bare vist sig, at noget af det, jeg kommer med, og noget af det, som allerede er her, det har bare klikket rigtig fint, lyder det fra Larsen.
Hvad er det, du gerne vil forædle, hvis du kan være lidt mere konkret?
– Når jeg starter som ny mand, så er det jo at blive klog på. Det gjorde jeg også på akademiet. Hvad er det, der er mega godt, som vi skal holde fast i, og hvor kan vi lave nogle små justeringer? Og hvis noget har været trylledrikken hernede, så er det kontinuiteten og retningen igennem mange år. Så det er noget, som vi hele tiden, løbende, drøfter. F.eks. (Kristian Bach red.) Bak, som bliver sportschef for Superligaen. Ham og mig og teamet kommer hele tiden til at drøfte, hvor vi kan justere lidt – og hvor vi kan gøre det bedre.
Den nye FCM-boss mener desuden, at der er meget, som man kan være stolt af at sørge for at bevare i klubben. Dog er der ikke en frygt for at se på området.
Blandt andet vil han gerne se på, hvordan de kan udvikle spillere endnu bedre på akademiet. Samtidigt understreger han, det vigtigste bliver at vinde titler.
Når man tager de lange briller på, så kigger 10 år ud i fremtiden, så står det klart for ham, hvordan klubben skal se ud.
– Én af de ting, som jeg er allermest imponeret over hernede, det er, at man tør drømme stort. Man sætter overliggeren ekstremt højt. Og så har vi jo nogle gange grint af det udefra set, men når man så ser, at man realiserer de mål, så bliver man jo lidt imponeret. Jeg vil ikke stå og sige, hvor den overligger er, men jeg kan bare sige, at de ting, som bliver talt om indenfor murerne, det er ekstremt højt, siger FCM-fodbolddirektøren.
Er det en europæisk titel, eller hvor er vi henne?
– Vi er i hvert fald oppe i de høje luftlag. Det er der, hvor vi er som klub. Det er det, jeg elsker. Der er en eller anden ydmyghed og beskedenhed og hårdt arbejde i det daglige, og så er der samtidig vanvittigt store drømme. Det er den høje klinge, kan man sige. Det er det, som vi drømmer om og arbejder for, forklarer Jacob Larsen.
En af opgaverne i FC Midtjylland bliver at finde en ny midterforsvarer. Læs mere om det her.