Thomasbergs ønske til transfervinduet: Sådan skal en ny FCM-spiller være
FC Midtjyllands bestyrelsesformand Claus Steinlein har onsdag været ude og fortælle, at det særligt drejer sig om en ny midterforsvarer til holdet, når de går på transfermarkedet.
Overfor Indkast.dk giver cheftræner i FCM, Thomas Thomasberg, sit syn på, hvordan den spiller skal være.
- Han skal være dygtig. Vi vil gerne have en, der løber stærkt, ingen fejl laver, kan aflevere og header godt, siger han og fortsætter
- Det er alle de der ting, og så ved vi godt, at vi ikke kan få det hele. Det er sådan en fornemmelse af en blanding af, hvordan det er, fortæller FCM-træneren.
Dernæst står det dog klart for ham, hvilke egenskaber en ny spiller i truppen helst skal have.
- Vi sidder også og kigger efter en, som kan bidrage med noget rutine og noget styrke. Det må tiden lidt vise. Man kan måske også godt spille rutineret, selvom man er 24 og har spillet 100 kampe på rigtig højt niveau, så det må tiden lidt vise, siger han og fortsætter:
- Vi kommer ikke til at få det hele. Det ved jeg af erfaring. Der vil altid være lidt huller et eller andet sted, erkender Thomasberg.
Midtjydernes træner peger desuden på, at mange kender deres spillestil, og derfor skal det også gerne passe ind med dén, når der skal findes en ny spiller.
- Så vi skal have noget fysisk styrke og noget hurtighed, men vi vil også gerne have nogle, der kan noget med bolden nede fra bagkæden, fordi det kan godt betyde noget for vores spil, bemærker Thomasberg.
I den seneste sæson endte FC Midtjylland på en andenplads ét point efter FC København. Læs Thomasbergs syn på det resultat her.