Været ude et helt år: Nu er der godt nyt om Cho
Indkast i Ikast: Det er ved at være 13 måneder siden, at FC Midtjylland-angriberen Cho Gue-sung sidst har spillet kamp grundet en langvarig skade.
Ved træningen onsdag i Ikast var sydkoreaneren dog at se på græsset, hvor han selvtrænede ved siden af de øvrige spillere.
Det var selvsagt noget, som glædede FCM-cheftræner Thomas Thomasberg, som overfor Indkast.dk gav en status på, hvordan det går angriberen.
- Der er heldigvis fremgang, men hvor det ender henne, det må tiden lidt vise, siger han og fortsætter:
- Det, der er glædeligt, det er, at vi kan se nogle fremskridt, og det er dejligt at se. Det har selvfølgelig gået alt for langsomt i forhold til både det, som han ønsker og som vi ønsker. Men det positive er, at der er fremskridt, lyder det fra Thomasberg.
Kan I fortælle, hvad der er galt?
- Nej, det kan vi ikke. Jeg tror, at det ligger i forhold til de regler, som der er med det. Men det positive er, at vi kan se, at han i hvert fald er herude, og der sker fremskridt på det, som han kan, forklarer FCM-træneren.
I den seneste sæson spillede Cho med i 37 kampe på tværs af alle turneringer, hvor han stod bag 13 mål og fire assister.
Thomas Thomasberg har senest også været ude og fortælle om, hvad han ønsker i en ny midterforsvarer til klubben. Læs mere om det her.