LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Mathias Jacobsen

Rasmus Hansen hjalp Midtjylland til sejr

SønderjyskE havde den største mulighed af alle, men formåede ikke at score mod FC Midtjylland her til eftermiddag, og så endte hjemmeholdet i stedet med at nappe tre vigtige point til bundstriden.
Fremmødet på MCH Arena her til eftermiddag bar i den grad mærke af det danske vejr. Køligt, vådt og blæsende var tydeligt ikke noget for de midtjyske fans, men Indkast.dk var dog på plads, da FC Midtjylland havde besøg af SønderjyskE i en vigtig kamp om point i bunden af Superligaen.

Gæsterne fra SønderjyskE lagde bedst ud, og allerede inden for det første kvarter, havde den kommende FC Midtjylland-spiller, islandske Eyjolfur Hedinsson, havde et hovedstød tæt forbi, samt et drøn på overlæggeren efter fremragende oplæg af Tommy Bechmann.

Faktisk skulle vi helt frem til det 24. minut for at finde den første reelle FCM-chance. Nigerianske Rilwan Hassen blev med et indlæg fra højrekanten af Danny Olsen fundet, men banens mindste spiller måtte se sit hovedstød stryge akkurat over mål.

SønderjyskE var første halvleg igennem det bedste hold, og det var derfor en smule imod spil og chancer, at FC Midtjylland efter 32 minutter fik lov at juble. Et frispark af Mads Albæk blev i første omgang reddet af SønderjyskE's nyerhvervelse i målet, kroatiske Marin Skender, der dog måtte sande, at hans redning blot var kosmetisk. Således endte returen hos FCM-anfører Kristian Bak Nielsen, der med en følt bold ind i feltet fandt Petter Andersson, der resolut sparkede hjemmeholdet i front.

Scoringen lettede stemningen på MCH Arena en hel del, men det kun i en ti minutters tid, for med under fem minutter til pause, valgte dommer Claus Bo Larsen at pege på pletten efter at Kolja Afriyie satte hånden på bolden i eget felt. Rasmus Hansen skulle eksekvere straffesparket, men på det skammeligste sparkede midtbanefighteren bolden fladt forbi den ene stolperod, hvorfor midtjyderne kunne gå til pause foran 1-0. En føring der dog sagtens kunne have været på 2-0, hvis Kristian Bak Nielsen havde haft en smule mere held i støvlerne i første halvlegs døende sekunder. Efter lidt klumpspil endte bolden således hos Bak, der kontakt flugtede bolden tæt forbi den fjerneste stolpe.

Anden halvleg startede uden de store målchancer. Først efter en god time kom den første nævneværdige af slagsen, da Jonas Lössl med et langt udspark fangede SønderjyskE på hælene. Rilwan Hassan spurtede af sted, og da det kom til den afsluttende del af omstillingen, tog den hurtige kant sagen i egen hånd, og satte med et hårdt forsøg Marin Skender på prøve i SønderjyskE-buret.

Den resterende del af kampen stod på sønderjysk dominans, og selvom det i sig selv kan lyde ganske erotisk, løb det hele ud i et – mere eller mindre – antiklimaks for gæsterne, der med høje bolden ind i feltet forsøgte at losse sig frem til den sidste store mulighed. Den kom da også i sidste sekund, da Tommy Bechmann fra en meters afstand hamrede bolden over målet, og FC Midtjylland kunne derfor knytte næverne og juble over tre uvurderligt vigtige point, der samtidig giver dem en smule luft i bunden af tabellen.

FC Midtjylland – SønderjyskE 1-0 (1-0):
1-0: Petter Andersson (32)
Tilskuere: 4.365

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder