Første til at modtage Fenerbahçe: Brøndby-debutant med mod på mere
Indkast på Brøndby Stadion
- De (sommerfuglene i maven) kom lige hurtigt, da jeg blev kaldt op. Men når vi er så sent i kampen, så går de også hurtigt over - fordi man bare skal hurtigt ind og i aktion.
Jo, selvfølgelig var det en spændt tidligere Masterclass-spiller, som pludselig skulle optræde foran vennerne, som stadig står nede på Sydsiden sammen med de andre inkarnerede fans.
Det betyder virkelig meget for fansene, at de egenudviklede Brøndby-drenge får spilletid. Det kunne man læse ud af, at det ikke var tomålsskytten Filip Bundgaard, som var først til at modtage den klassiske ‘Fenerbahçe’-hilsen efter kampen.
Det var såmænd unge Mathias ‘P’.
Ingen andre klubber end Brøndby IF
Mathias ‘P’ Jensen har aldrig spillet i andre klubber end Brøndby IF. Derfor var det et kæmpe øjeblik for den 20-årige midtbanespiller, da han endelig fik sin debut i aftes.
Og hvilken kamp at spille sine første officielle førsteholdsminutter i.
Brøndby lagde overbevisende fra land i sæson 25/26, som ellers er blevet spået som en svær omgang pga. salg af flere bærende spillere. 3-0 over Silkeborg var mere end godkendt.
Mathias ‘P’ tog dog det hele i stiv arm. Mere vil have mere. Det kan sagtens ske, at han æder sig yderligere ind på holdet som sæsonen skrider frem:
- Jeg skal bare gøre, som jeg plejer. Ud på træningsbanen og give mig 100% - og så er der ikke så meget mere i det.
Konkurrencen på Brøndbys midtbane er dog ikke uden knaster at forcere. I aftes spillede Nartey og Wass fra start. De blev afløst af Tahirovic og Spierings.
Umiddelbart står der altså 4 spillere foran i køen til spilletid.
Men mon ikke der allerede kan falde flere minutter af mod HB Tórshavn i kvalifikationen til Conference League - især hvis dobbeltopgøret hurtigt bliver de facto afgjort.
Super kulisse at få debut i: