LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Patrick Andersen

Fanorganisation i stor kritik: Værdiaftalen er værdiløs – Brøndby skal drives med åbenhed

I en skarp kritik rettet mod Brøndby IF’s ledelse og ejerskab peger fanorganisationen Familien Brøndby – Bevar Brøndby IF på alvorlige brud på værdiaftalen mellem klubben og Global Football Holdings (GFH). Organisationen, der står bag hjemmesiden nejtilgfh.dk, udtrykker stor frustration over manglen på gennemsigtighed og åbenhed i klubben.

Ifølge Familien Brøndby står klubben midt i en krise, hvor grådighed og skjulte magtforhold truer med at underminere Brøndbys selvstændighed og troværdighed – ikke mindst i forhold til klubbens europæiske ambitioner.

“Så længe den første kamp stadig er programsat, tilsiger fornuften, at Brøndby skal spille kvalifikation til Conference League. Men fornuften har trange kår i disse tider,” lyder det fra organisationen, der henviser til den uklare rolle, som ejere som David Blitzer har i både Brøndby og Crystal Palace.

Familien Brøndby peger på et konkret brud på punkt 2.2 i værdiaftalen, der foreskriver, at klubben skal drives med gennemsigtighed og åbenhed. Ifølge fanorganisationen har ledelsen undladt at informere om ejerskabsforholdene og har været tavs over for offentligheden, selv efter at kontroverser omkring ejerskab i europæisk fodbold er blevet kendt.

Kritikken forstærkes af det faktum, at Brøndbys officielle liste over GFH’s tilknyttede klubber forsvandt midlertidigt fra klubbens hjemmeside på et tidspunkt, hvor den engelske presse begyndte at inddrage Brøndby i spekulationer om John Textors kontrol med flere klubber.

“Listen var på magisk vis borte i et døgn, og da den dukkede op igen, var ordlyden ændret, så David Blitzer nu kun ‘ejerandele’ i Crystal Palace i stedet for at være ejer,” forklares det, mens fjernelsen af Scott Krases rolle som ‘observatør’ i Larne FC også kaldes for en “besynderlig forklaring”.

Familien Brøndby kræver nu klarhed over de præcise magtforhold og en langt mere gennemsigtig og detaljeret oversigt over GFH-ejernes engagement i andre klubber. Samtidig efterlyser organisationen de sidste fire “hemmelige ejere” af Brøndby, der stadig ikke har meldt sig offentligt.

“Værdiaftalen har været en sovepude, der har afholdt den kritiske del af Brøndbys fans fra at tage kampen op mod en uigennemsigtig ledelse,” lyder det fra Familien Brøndby, der opfordrer til øget opmærksomhed og modstand mod det, de betegner som “grådighed og grov uagtsomhed”.

Med en europæisk fodboldverden, der kigger mod Brøndby, mener Familien Brøndby, at det er på tide at sætte en stopper for hemmelighederne og skabe en klub, der drives åbent og ansvarligt.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder