LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Niklas Gerster

De vilde skandinaviske 9’ere: Hvad er forklaringen på udviklingen?

Hvorfor hedder de bedste angribere i verden lige nu Erling Haaland, Alexander Isak, Viktor Gyokeres osv? Analysemediet Opta har kigget på, hvorfor Skandinaviens 9'er-udvikling er blevet så vild.

Erling Haaland, Viktor Gyokeres, Alexander Isak, Alexander Sørloth, Rasmus Højlund, Mika Biereth, Conrad Harder. Der er et hav af dygtige skandinaviske angribere i de store ligaer i øjeblikket.

Men hvad er forklaringen på denne tendens, hvor de bedste angribere i verden har skandinaviske rødder? Det har analysemediet Opta kastet blikket på.

Her peger mediet bl.a. på den vilde udvikling der er i antallet af mål fra skandinaviske spillere i top-fem-ligaerne siden 1998/99-sæsonen, hvor der har været en stigning på over 100 mål.

For i 1998/99-sæsonen faldt der lige knap 150 scoringer i de fem største ligaer fra skandinaviske fødder, og til sammenligning blev der scoret mere end 250 kasser i 2024/25-sæsonen.

Og Opta gør desuden opmærksom på, at tre af top-fem-placeringerne fra 2024/25-sæsonen i Premier League vil have en skandinavisk spiller på deres startende angrebspositioner. 

Erling Haaland, Alexander Isak og Viktor Gyokeres (hvis han som forventet ender i Arsenal) er de tre angribere, vi kan se frem til at følge. Men hvorfor er vi egentlig blevet så gode til at producere angribere i Skandinavien?

Forklaringen skal ifølge Opta findes i socioøkonomiske faktorer såsom den høje standard på kost og uddannelse, biologiske faktorer samt den store brug af kunstgræsbaner i Skandinavien. 

I forhold til det socioøkonomiske peges der på den høje levestandard i Norge, Sverige og Danmark som en del af, at der er gode betingelser for at kunne arbejde detaljeret med kost og træning.

Det fører os videre til de biologiske faktorer omkring, at skandinaverne er iblandt verdens højeste folkefærd, hvilket øger forudsætningerne for at skabe mange fysisk stærke angribere.

Et meget vigtigt parameter for en 9’er er fysikken, men de tekniske færdigheder er også blevet styrket. Ifølge Opta som følge af brugen af kunstgræsbaner, der øger mulighederne for at forfine færdigheder.

Den samlede pakke af socioøkonomi, biologi og kunstgræsbaner gør altså, at Premier League prydes af de komplette skandinaviske angribere Alexander Isak, Erling Haaland og Viktor Gyokeres. 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder