Fodbold nyheder

Rodrygo - fundet på gaden

Af Daniel Zastrojevic

Indkast.dk tager et kig på den kommende Real Madrid-kantspiller Rodrygo Góes, som har taget Brasilien med storm.

Rodrygo er en fremtidens spiller, som kan utrolig mange ting trods sin unge alder. Det eneste, brasilianeren mangler ifølge mange eksperter og fans i Brasilien, er fysisk styrke. Noget, som Rodrygo også kom ind på, da han blev den yngste spiller nogensinde til at score i Copa Libertadores (17 år, 2 måneder og 6 dage, red.) tilbage i marts 2018:

- Jeg prøvede at løbe så hurtigt så muligt, for jeg ved, de er stærkere, end jeg er, så jo hurtigere, jeg løb, jo sværere var det for dem at følge med.

Det var et mål, hvor Rodrygo modtog bolden på midten af banen og med sin høje fart med bolden ved fødderne løb fra to Nacional-spillere, inden han alene igennem med sit kolde venstreben sparkede bolden under den fremstormende keeper.

Men ser man bort fra den 17-årige kantspillers måske eneste svaghed, er listen over kvaliteter noget nær endeløs:

Han har et godt drev med bolden og en god føling med den. Han er lynhurtig. Med og uden bold. Han tager initiativ og er villig til at gå ned i banen for at samle bolden op og sætte spillet i gang med en pasning eller dribling.

Han tager også gerne dybdeløb for sine medspillere på fløjen startende fra siden, men også fra centrale positioner, så han kan modtage bolden i bevægelse.

Han slår gode indlæg. Han får det til at se nemt ud at sætte en mand af. Han har et vist overskud i sine driblinger og bevægelser og lader sig ikke kue af, at han ikke lykkes én eller to gange med sine driblinger. Han er akrobatisk og kan lave en tæmning og dribling i stort set én og samme bevægelse.

Modstanderholdene i den brasilianske Serie A er allerede begyndt at frygte ham, siden mange brasilianske hold vælger at have to mand omkring ham, når han har bolden. Mange modstanderhold er allerede begyndt at begå grove frispark på ham, hvilket meget fint indikerer, hvilket niveau Rodrygo er på.

Rodrygo har en unik balance, som fint kommer til udtryk, når han prøver at lave en stepover, mens han er i løb, og han bare står helt snorlige, som om det er den mest normale bevægelse i verden. Hvor de fleste andre ville vælte, bliver Rodrygo stående og ligner et solidt dansk bøgetræ, der er urokkeligt.

Han er ikke lige så god med sit venstreben, som han er med sit højre, men han kan godt bruge sit venstreben. Både til afslutninger og driblinger.

Rodrygo kan modtage bolden med en spiller i ryggen, tæmme den lynhurtigt og så endnu hurtigere prikke bolden forbi sin modspiller og så - med sin fart - glide let forbi modspilleren.

Rodrygo er en teknisk begavet spiller, som let kan tæmme en diagonalbold i høj fart, som var det ingenting.

Men historien om den kommende Real Madrid-spiller starter ikke i Santos. Den starter på gaden i Osasco, der ligger 20 kilometer vest for Sao Paulo.

Rodrygo spiller fodbold på gaden = stor fremtid

Futsal-træner for Osasco André Luis Alves da Silva var blæst halvt bagover, da han første gang så Rodrygo spille golzinho, der er en brasiliansk form for gadefodbold med små mål og uden målmænd. Rodrygo var seks år gammel, men spillede med spillere, der var 9-11 år gamle.

Og futsal-træneren husker særligt to ting fra dengang, han så Rodrygo spille:

- Først husker jeg, hvor lille han var i forhold til de andre drenge, og dernæst husker jeg, hvor god boldkontrol han havde, siger futsal-træneren til Globo Esporte.

Da træneren så Rodrygo, handlede han prompte: Han overbeviste Rodrygos forældre om at starte til futsal i Osasco, hvor han på ny skulle spille med spillere, der var ældre end ham. Som 6-årig spillede han med meget ældre spillere end ham selv. Nøjagtig som i dag i Santos.

Rodrygo gjorde det svært for André Luis Alves da Silva at træne den 6-årige dreng, fordi han aldrig spillede bolden. Men det var der en god grund til.

- I nogle kampe driblede han tre eller fire spillere. Der var ingen grund til, at jeg bad ham om at spille bolden, for når han så scorede, kiggede han på mig og sagde: "Du beder mig om at spille bolden, men jeg løser kampen for dig." Jeg kunne ikke rigtigt gøre noget, siger Silva.

Rodrygos talent blev for stort til futsal-holdet, og han skiftede til Santos. Igen viste Rodrygo, at han var lidt for god til sine jævnaldrende, da han aldrig nåede at spille på junior-niveau: Han røg direkte op på førsteholdet. Og resten er historie.

Rodrygos opvækst og personlighed

Rodrygo har nogle støttende forældre, som tror på ham og hans fodboldpotentiale. Rodrygos far, Erick Góes, var selv professionel fodboldspiller og spillede blandt andre for Ceará og andre mindre mandskaber i Brasilien. Han fortsatte sin karriere, da hans søn blev født, men valgte at indstille den og tage hånd om sin søns karriere.

Rodrygo kunne meget nemt have mistet jordforbindelsen, men det har han endnu ikke gjort. I interviews fremstår Rodrygo ydmyg og lidt sky, men han har det godt socialt i skolen og med holdkammeraterne.

Han går stadig på gymnasiet, hvor han er på et aftenhold. I den føromtalte kamp mod Nacional missede han skole, da kampene i Libertadores spilles om aftenen, hvilket fik ham til at skrive følgende på Twitter efter opgøret, hvor han scorede:

- Undskyld, lærere, men jeg missede skolen af gode grunde. :D

I skolen siger hans gymnasiekammerater, at det føles normalt at have ham, og de tænker ikke over, at han er stort fodboldtalent. De roser ham for hans evner i skolen. Rodrygo går i samme klasse som sin jævnaldrende holdkammerat Yuri Alberto, som har fået kampe på Santos' førstehold, men ikke er en registreret del af førsteholdstruppen.

Presset og forbilledet

Rodrygo skrev allerede som 11-årig under på en sponsorkontrakt med Nike. Til sammenligning var Neymar 13 år, da han skrev under med Nike første gang. Og netop Neymar er Rodrygos forbillede. Neymar, som også tidligere har spillet for Santos.

Sammenligningerne med Neymar har der været mange af, men dem har Rodrygo viftet bort.

- Mange taler om, at jeg er den nye Neymar, men jeg fortsætter med at spille mit spil og arbejder på samme måde som før, og så tror jeg, jeg nok skal havne på det niveau, når jeg er klar til det.

Det store pres og de mange sammenligninger har fået Rodrygos agent Nick Arcuri til at udtale, at det for hans klient er vigtigt, at han har det sjovt.

- Han har potentialet til at blive verdensklasse og starte inde på et stort hold i Europa. Men vi er enige om, at det for Rodrygo handler om at have det sjovt og udvikle sig naturligt. Han skal nyde at spille fodbold, og så kommer alt det andet helt naturligt.

Hans erklærede mål er at blive verdens bedste fodboldspiller, hvilket familien sagde, da han var 12 år gammel i et interview til Spor TV. Fem år senere sagde Rodrygo, at han da meget gerne ville blive verdens bedste spiller, men først handlede det om at etablere sig på den professionelle scene.

Skiftet til Real Madrid

Både Barcelona og Real Madrid ville have Rodrygo. Faktisk var det "Blaugrana", der havde det første bud accepteret på brasilianeren, men Real overbød catalanerne. Den 15. juni blev Rodrygos skifte til Real Madrid officielt. Rodrygo skifter til "Los blancos" næste sommer.

Rodrygo skiftede den 15. juni til Real Madrid for omkring 335 millioner kroner. Talentet skifter dog først til Real Madrid næste sommer i en aftale, der på mange måder minder om den, landsmanden Vinicius Junior skrev under på.

Selv siger Rodrygo, at han ikke tænker særlig meget på Real Madrid:

- Jeg er meget glad for, at jeg skal spille for Real Madrid, men jeg er fokuseret på Santos og tænker ikke så meget på Real Madrid, hvor jeg først skal spille om et år. Jeg kan begynde at tænke på Real til den tid, men lige nu fokuserer jeg på Santos, siger Rodrygo ifølge AS.

Rodrygos træner Jair Ventura gør ikke sit for at fjerne presset fra kantspilleren, da han siger, at man altid forventer meget af den talentfulde kantspiller.

- Vi forventer altid af Rodrygo, at han gør noget magisk for os, har Ventura sagt ifølge AS.

Og når det kommer til, hvad man forventer om Rodrygos karriere, er træneren ikke i tvivl:

- Vi regner med, at han bliver en stor stjerne en dag.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik